Assens Provsti  
 
soby.jpg
helnas.jpg
broholm.jpg
vedtofte.jpg
haarby.jpg
aarup.jpg
baago.jpg
rorup.jpg
kerte.jpg
turup.jpg
sonderby.jpg
orte.jpg
tommerup.jpg
sollested.jpg
verninge.jpg
flemlose.jpg
vissenbjerg.jpg
barlose.jpg
kong.jpg
holevad.jpg
skydebjerg.jpg
orsted.jpg
dreslette.jpg
karum.jpg
assens.jpg
gamtofte.jpg
brylle.jpg
sandager.jpg
glamsbjerg.jpg
 
   
     
   
 

Provstens Hjørne

 Assens Provsti, Advent 2017

 ADVENTSHILSEN                                    

 

 

 

 

Kære menighedsrådsmedlemmer og præster i Assens Provsti

 

Et nyt kirkeår har afløst det gamle. På dette tidspunkt kan det derfor være på sin plads at se både tilbage og fremad.

 

Pr. 1 december er alle præstestillinger genbesatte. I efteråret har der været, og henover årsskiftet vil der være 3 måneders-vikarer pga. orlov.

 

2017 har jo været et jubilæumsår på flere måder. Inden for en måned kunne tre af provstiets præster fejre 25 års ansættelse. Sognepræsterne Birgitte Lerche og Leni Hansen, der har været ansat i henholdsvis Assens-Baagø sogne og Søby sogn siden den 1. november 1992, samt sognepræst Karin Dahm Mortensen, der den 1. december kunne fejre sit jubilæum i Vissenbjerg.

 

500-året for starten på Luthers reformatoriske forandringer i kirkens lære og organisation er også blevet markeret ved arrangementer lokalt og på provstiniveau. Vi håber også, at der i 2018 kommer en række spændende arrangementer både lokalt og fælles.

 

Året 2017 markerede også flyttedag for provstikontoret fra havnen til torvet i Assens samt skiftedag i Provstiudvalget med fire nyvalgte og fire genvalgte medlemmer.

  

Aktuelt afventer provstiudvalget resultatet af licitationen på fælles kalkning af provstiets kirker. Et projekt, som forventes at gøre kirkekalkning billigere og derved frigøre midler til de større ventende anlægsprojekter, samtidig med at vores samlede gældspost fortsat mindskes.

  

Endelig åbnede kirkeministeriet her i efteråret for forsøgsordninger i de næste år, ligesom stiftet har fået status af fristift. Aktuelt har Assens-Gamtofte menighedsråd gjort brug af den nye ordning og fået tilladelse af ministeriet til i en prøveperiode at ændre sin organisation, så menighedsrådet kun har to underudvalg – et forretningsudvalg og et aktivitetsudvalg. Det bliver interessant at følge de indhøstede erfaringer.

  

Men der vil fortsat være nye provstiopgaver at tage fat på i 2018, som f.eks. kunne være arbejdet med energioptimering af bygninger, rådgivning i forhold til kirkegårdsudvikling samt hjælp til personaleforhold.

 

I 2018 vil der blive adskillige lejligheder til at mødes. Allerede nu er der fastlagt fire datoer i foråret, som er vigtige at notere sig. 

 

Torsdag den 25. januar afholdes der kursus- og inspirationsaften for kontaktpersoner og formænd om personaleforhold ved personalekonsulent Pernille Weldingh. Arrangementet foregår i Vissenbjerg.

Tirsdag den 20. februar afholdes der regnskabskursus for valgte kasserere og regnskabsførere ved Alice Juncker. Arrangementet foregår i Tommerup.

Torsdag den 8. marts afholdes der formandsmøde.

Torsdag den 12. april er der indledende budgetsamråd.

 

Tak for et godt samarbejde i det forløbne år. Jeg ser meget frem til nye fælles opgaver mellem sogne og provsti.

 

Glædelig jul og godt nytår.

 

Med venlig hilsen

  

Ole Hyldegaard Hansen

Provst, Assens Provsti

 

 

I denne skønne sommertid

 

Assens Provsti sommeren 2017

Kære menighedsråd, præster og ansatte ved kirkerne i Assens Provsti

 

Vi har et par præstevakancer i øjeblikket, men heldigvis er vi godt hjulpet med et par erfarne præster.

Alligevel betyder vakancer, at menighedsråd skal have klargjort præsteboligen til en ny præst. Det arbejdes der på, og der er blevet indhentet tilbud til de forskellige ventende opgaver, hvilket kan være en langstrakt proces, men at det godt kan betale sig, vidner de indhentede tilbud om.

Provstiet har prøvet at udregne forskellen mellem de billigste og dyreste tilbud, og den er i nogle tilfælde på 46 %, svarende til ca. 140.000 kr.

 

I forskellige folkelige sammenhænge bliver jeg mødt med fordommen om, at Folkekirken jo har penge nok, hvilket virkelighedens verden modsiger. Vores økonomiske formåen står ikke mål med de mange ønsker fra sognene. Derfor bliver vi nødt til at prioritere, og derfor tales der meget om penge, når vi mødes til budgetsamråd eller formandsmøder, for det er en gammel sandhed, at megen tale om penge og økonomi plejer at være et sikkert tegn på netop mangel på samme.

Ligesom lokale skoler og den kommunale skoleadministration er nødt til at se på brugen af penge og må prioritere, ligesom kommunens øvrige områder, så bliver vi som kirke også nødt til at se på vores budgetter for mulige besparelser.

Inden det indledende budgetsamråd gennemgik Provstiudvalget samtlige kirkekasser for at finde mulige besparelser på 1,2 mio. kr. i færre hjemfaldne gravstedskapitaler i budgetåret 2018.

 

Derudover er vi også nødt til at se på, om der er ting, der kan gøres billigere uden at gå på kompromis med kvaliteten, og her faldt Provstiudvalgets øjne på det fælles kalkningsprojekt, som Middelfart Provsti har haft stor glæde af og dertil en anseelig økonomisk gevinst.

Emnet blev introduceret ved Indledende budgetsamråd og drøftet videre ved formandsmødet i slutningen af maj måned, hvor meningerne var delte.

Nogle havde gode aftaler med en lokal håndværker, men som det også kom frem på formandsmødet, så kan et lokalt kirkeliv ikke være afhængig af, hvem der vedligeholder, hvis opgaven kan udføres billigere, så der kan frigøres midler til kirkens liv og vækst eller andre af de mange anlægsønsker.

Vi risikerer et forklaringsproblem udadtil, hvis vi bruger uforholdsvis mange midler til kalkningsopgaven, og det viser sig, at det kan gøres billigere uden at kvaliteten bliver ringere.

Derfor arbejder Provstiudvalget på at få overblik over, hvad det vil koste at få vedligeholdt alle kalkede kirker i Provstiet på et samlet tilbud.

På samme formandsmøde hørte vi om pilotprojekter, hvor mindre kirkegårde gik i samarbejde med større om enten hele eller dele af kirkegårdsdriften. Projekter hvor det bliver spændende at følge erfaringerne.

 

Så penge fylder meget, det kommer vi ikke udenom, men foråret 2017 huskes også for flere fælles kirkelige aktiviteter.

Den 1. marts var der Provstidag i Assens, som markerede de nye menighedsråds tiltræden. Der var ca. 160 deltagere, og tanken er en gentagelse om fire år.

Den 24. juni sluttede det to-årige Reformationsmaraton med et dagsarrangement i Assens og Vor Frue Kirke med flere involverede samarbejdspartnere.

I efteråret vil der desuden være en række fælles tilbud med afsæt i Reformationsfejringen, således to busture til vigtige historiske lokaliteter ift. Reformationen med museumschef Johan Møhlenfeldt Jensen som guide. Datoerne er den 9. og 23. september.

Kirkens Døgn bliver markeret med filmfremvisninger i kommunens fire biografer den 8. september, ligesom der vil være Reformationskoncert i Vor Frue kirke den 22. november med ensemblet Musica Ficta, som tidligere har givet koncert i Provstiets kirker.

 

Desuden skal der være valg til Provstiudvalget den 23. august og budgetsamråd den 31. august. Møderne bliver afholdt henholdsvis på Tommerup Efterskole og i Flemløse sognehus. Sæt kryds i kalenderen.

 

Endelig har provstikontoret holdt flyttedag til Østergade 18,1, centralt i byen og til en betydelig lavere husleje, vi sparer her ca.  40 %.

 

Rigtig god sommer til alle.

 

Med venlig hilsen

 

Ole Hyldegaard Hansen

Provst, Assens provsti

 

 

 

Assens Provsti, advent 2016

 

Forventningstid og skiftedag

 

Kære menighedsråd, præster og ansatte ved kirkerne i Assens Provsti

 

Allerførst glædelig advent, forventningstiden før julehøjtiden.

 

En tid med en helt særlig forventning i år for menigheden i Kerte sogn. Restaureringsarbejdet af kirken efter sodskaderne som følge af ildspåsættelse af kirkedøren i november 2015 nærmer sig nu sin afslutning. Torsdag den 22. december vil biskop Tine Lindhardt genåbne kirken ved en gudstjeneste, så menigheden kan komme til at holde julegudstjenester i kirkerummet igen efter et år med gudstjenester i konfirmandstuen, og konfirmation afholdt i Kerte gamle skole.

 

Adventstiden markerer i år også skiftedag for de afgående og de nye tiltrædende menighedsråd. Det er glædeligt, at der kunne stilles menighedsråd i hele provstiet.

Antalsmæssigt er vi i provstiet gået fra 23 til 22 menighedsråd, idet Assens og Gamtofte sogne i kølvandet på den nye pastoratstruktur på menighedsmøder i foråret besluttede at lave fælles menighedsråd fra den nye valgperiode.

På tilbagemeldingerne fra konstitueringerne kan provstiet konstatere, at der både er kendte og nye navne på de forskellige tillidsposter.

 

Og det er ikke kun blandt de valgte menighedsrådsmedlemmer, det har været skiftedag.

 

Også blandt provstiets præster er der sker forandringer i det sidste halvår.

Anders Fabricius Jørgensen blev ansat som sognepræst i Assens-Baagø-Gamtofte pastorat den 15. august, og den 1. december er der i ordets bogstaveligste betydning skiftedag i Ørsted-Søllested-Vedtofte og Dreslette-Helnæs, når Else Suhr overtager embedet som sognepræst i Dreslette-Helnæs med en bistandsforpligtelse til Haarby, mens pastor emeritus Jørgen Mose Laursen, der i efteråret har passet Dreslette-Helnæs, nu konstitueres midlertidigt som sognepræst i Ørsted-Søllested-Vedtofte samt i Glamsbjerg, hvor det ikke lykkedes at få besat en ½ præstestilling ved opslaget i sommer.

 

I forlængelse af beslutningerne på budgetsamrådet i august er samarbejdet med Bogense Provsti om en fælles folkekirkelig skoletjeneste ved at tage form, og der var 18 ansøgere til stillingen som pædagogisk medarbejder.

 

Der var mange gode, kvalificerede ansøgere, og der arbejdes aktuelt på at få den nye medarbejder ansat pr. 1 januar 2017, der i samarbejde med den teologiske og pædagogiske medarbejder i Bogense Provsti, skal udarbejde årskatalog med tilbud til lærere og elever for skoleåret 2017-2018.

 

Vi venter os meget af det nye samarbejde med Bogense Provsti.

 

På budgetsamrådet blev det også vedtaget, at de præster, der ønsker assistance til sagsbehandling ift. personregistrering m.m. kunne få hjælp af provstiets to kordegne.

 

Pga. midlertidig vakance i stillingen som kordegn i Assens har funktionerne i efteråret dels været varetaget med vikarbistand, dels af kordegn Jytte Helming, Vissenbjerg, der har ydet en meget stor indsats som tovholder.

 

Pr. 1. december ansættes Christina Frost-Hansen som ny kordegn i Assens. Indtil hun har gennemført personregistreringskurset, vil Jytte Helming fortsat assistere.

 

Den nye menighedsrådsperiode markeres også med arrangementer både på stifts- og provstiplan for de nye menighedsråd.

 

Der er således et par datoer, som jeg vil bede jer om at skrive i kalenderen.

 

Lørdag den 25. februar 2017 afholdes der et introarrangement i Odense Congress Center kl. 10-15 for de nye menighedsråd med oplæg og workshops til inspiration for menighedsrådene med bl.a. den nyudnævnte kirkeminister Mette Bock.

 

Onsdag den 1. marts 2017 byder Assens Provsti de nye menighedsråd, præster og ansatte velkommen ved et fælles provstiarrangement fra kl. 17-22.

Arrangementet indledes med Evensong i Vor Frue Kirke med Syngedrengene og organist Finn Pedersen og efterfølgende spisning i Arena Assens. Provstiet vil derefter orientere om Provstiets organisering, visioner og opgaver, inden arrangementet afsluttes med musikalsk underholdning ved bl.a. Henrik Sørensen, organist i Ørsted. Nærmere detaljer følger, men sæt allerede nu kryds ud for begge datoer.

 

Endelig byder 2017 på Reformationsjubilæum, og provstiet er meget interesseret i at få tilbagemeldinger om lokale planlagte arrangementer.

 

Tak for godt samarbejde i det forløbne år. Jeg ser frem til nye fælles opgaver mellem sogne og provsti.

 

Glædelig jul og godt nytår.

 

Med venlig hilsen

 

Ole Hyldegaard Hansen

Provst, Assens Provsti

 
     
  Provstikontor: Østergade 18, 1. -  5610 Assens – Telefon +45 24 91 23 77