Assens Provsti  
 
tommerup.jpg
flemlose.jpg
assens.jpg
brylle.jpg
broholm.jpg
holevad.jpg
orte.jpg
kong.jpg
vissenbjerg.jpg
soby.jpg
aarup.jpg
baago.jpg
sonderby.jpg
turup.jpg
gamtofte.jpg
karum.jpg
skydebjerg.jpg
sollested.jpg
kerte.jpg
verninge.jpg
rorup.jpg
haarby.jpg
orsted.jpg
glamsbjerg.jpg
sandager.jpg
helnas.jpg
vedtofte.jpg
dreslette.jpg
barlose.jpg
 
   
     
   
 

Gamtofte Kirke

Gamtofte Kirke   Gamtofte Kirke

 

 

Om kirkens historie og udsmykning

 

Da kristendommen ved Ansgars virke (801-865) langsomt vandt indpas i Danmark, begyndte man at bygge gudshuse, hvorfra den ny forkyndelse kunne udgå.

 

De første kirker var tarvelige. De blev opført af træ, fletværk, ler eller rør og tækkedes med halm. Disse materialer var der rigeligt af i skovene, på markerne og i moserne.

Senere blev der bygget trækirker, men i vort fugtige klima havde de kort levetid. Rester af trækirkerne er fundet under flere af kirkerne i Danmark.

 

Man må forestille sig, at de første kristne kirker blev opført på de pladser, hvor folk var vant til at søge hen, enten for tingstedets eller de hedenske gudehovs skyld. I hvert fald stammer sogneinddelingen fra før-kristen tid og er med få ændringer bibeholdt til i dag.

 

I Danmark har vi henved 2000 middelalderlige landsbykirker, og langt de fleste af dem blev bygget i 1100-tallet – i Valdemarernes tid. De føjer sig harmonisk ind i landskabet og repræsenterer kulturskatte og middelalderkunst af internationalt ry. Og det er en tanke værd, at ingen andre menneskeboliger tilnærmelsesvist kan måle sig med kirkerne i alder. Kun jættestuerne er langt ældre, men de var jo også boliger for de døde.

 

Gamtofte kirke er én af de bevarede 1644 middelalderlige kirker, der oprindelig er opført i den romanske stil med runde buer og fladt træloft. Af dem er kun 790 bygget af granit, der er tilhugget som kvadre. Fyn har bare 49, og én af dem er Gamtofte.

 

Kirken er én af de største landsbykirker på Fyn, og kun få har været rigere udsmykket med granitkunst.

Man kan kun gætte på, hvorfor netop Gamtofte fik så stort et gudshus. Var det Bisbo, den nærliggende herregård Brahesborgs forløber, der med rigdom og stort folkehold skabte grundlaget? Var det fordi Gamtofte tidligt i den katolske tid var hjemsted for den ene af Fyns to betydningsfulde regnskabsprovster?

 

Længe efter reformationen (1536) blev der afholdt herredsting ved Gamtofte kirke, ligesom herredets rettersted var ved kirkebakken. Så sognet har været af en vis betydning i det fynske. Og det kan tilføjes, at før tiden med faste normeringer, var præsteembedet her et af de bedst lønnede på Fyn. Bemærkelsesværdigt er det, at ingen præst helt frem til 1928 er flyttet eller blevet forflyttet fra Gamtofte.

 

Den romanske stenkirke

Det har været et imponerende syn at se det vældige, farvestrålende kunstværk, som det har taget sig ud i landskabet, da det stod færdigt dengang i 1100-tallet. En meget anderledes bygning end den, vi kender i dag.

Kirken bestod dengang af et stort rektangulært skib med tre indgange fra det fri. Døren fra det nuværende våbenhus til kirkerummet var den ene. Det var mændenes indgang, som altid var i syd. I modsatte side var kvindernes dør. Også denne placering er bevaret, men er nu indgangsdør til Det Rantzauske Kapel.

 

Det bedste indtryk af, hvordan den romanske kirkes murværk har taget sig ud, får man ved at stå i våbenhuset og betragte døråbningen og stengranitten omkring den. Kvadrene udgør her en storslået farvesymfoni.

I skibets sider har der været højtsiddende små, rundbuede vinduer, tre i hver side. Endnu kan man iagttage et af dem inde fra kirkerummet lige over kvindernes dør.

 

Dér, hvor koret mod syd støder op til skibet, sad kirkens tredje dør, præstens dør. Den er nu tilmuret, men den smukke overligger sidder tilbage.

 

Apsis

Den romanske granitkirke er mod øst blevet rundet af med en apsis, hvis buede form tydelig ses i dens sokkelsten, som nu er blevet brugt under korets forlængelse. Apsis har uden tvivl været et særpræget kunstværk i granit.

 

To meget specielt tilhugne, store og svagt buede sokkelsten, der nu sidder i østgavlen, røber, at apsis har været forsynet med hel-og halvsøjler. I den gamle kirkelade, som blev nedrevet i 1929, sad sikkert rester af den nedrevne apsis. Nationalmuseet oplyser: ”I gavlen mod syd findes indmuret en del gamle granitmaterialer fra en apsis, nemlig to søjleskafter 20 cm. i diameter, sokkelsten, kvadersten etc.”. Spredt rundt om i nuværende kors østlige del sidder indmuret andre dele: smukt buede kvadre, over-og underliggere, søjlestumper m.v.

 

Mest bemærkelsesværdigt er imidlertid de indmurede granitfigurer, der alle må have prydet apsis. Her ses ryggen af en drage, et løvehoved med et menneskehoved i gabet, et større løvehoved og en granitsten formet med fem skålformede huller. Mange har gættet på stenens eventuelle symbolik. Nationalmuseet er tilbøjelig til at mene, at stenen har haft en funktion som lampe, og da må den have ligget plant, så hullerne har kunnet rumme den væske, der kunne skabe ilden.

 

På korets sydside findes en granitudsmykning kaldet ”den spillende engel”. Instrumentet kaldes en gige og var en forløber for violinen. Måske er det den ældste granitafbildning af et strengeinstrument i Danmark?

Inde i kirken, hvor døren tidligere sad til herskabsstolen, er der også indmuret resterne af et stykke romansk granitkunst. Er det en del af en engel?

 

Alle dele fortæller om apsis´ enestående og fornemme facadeudsmykning, hvori der også er indgået frisøjler. En stump søjlefod, der nu står i våbenhuset, kan hidrøre herfra.

 

Som en del af Gamtofte kirkes granitkunst skal også fremhæves det lille Kristushoved, som er hugget ind i hjørnesokkelstenen mellem skib og kor på nordsiden.

 

- I den rigt udsmykkede apsis har tre små vinduer åbnet for lyset fra øst, som er faldet ind over et oprindeligt stenalter, hvis rester blev fundet i forbindelse med en restaurering af det nuværende.

En historisk rest fra den oprindelige stenkirke, er den aflange åbning i skibets nordvæg – gennem dette hul raktes nadveren gennem tiderne til syge og spedalske, der på grund af smittefaren var forment adgang til kirkerummet.

 

 

Kirken ændrer udseende i senmiddelalderen

I senmiddelalderen undergår Gamtofte kirke store forandringer. Hvornår det er helt præcist sker, vides ikke med sikkerhed. Men vi ved, at Vor Frue kirke i Assens blev fuldført i 1488, så det er nok ikke galt at gætte på, at ombygningen af Gamtofte kirke stammer fra denne tid.

 

Den ny stil skulle bevirke, at bygningen fik et præg af lethed. Det skulle være lyst og opadstræbende. Ved denne tillempning blev den smukke apsis nedrevet og koret forlængedes med syv meter i fuld bredde. Til denne forlængelse anvendtes de krumhuggede kvadre fra apsis, hvilket tydeligt ses i murværkets sider.

Det flade træloft blev fjernet, og ind i skibet byggedes tre fag stjernehvælvinger båret af kraftige piller langs ydervæggene. Det ny forlængede kor fik to sæt krydshvælvinger.

 

De små rundbuede vinduer i kirkens nordside blev muret til eller blændet og vinduerne i sydsiden erstattet af store spidsbuede, mere lavtsiddende og lysgivende. Ja, selv triumfbuen blev tillempet en spidsbuet form.

I korets østgavl placeredes et stort, spidsbuet vindue af munkesten. Dette vindue er senere blevet tilmuret, men ses dog tydeligt, især i korets ydermur.

 

På midten af gavlen er en af blændingerne formet som et kors. Det får den store gavl til at virke lettere og højere.

 

Hvorfor kirkens apsis skulle nedrives, fortaber sig i det uvisse. Har der været behov for at skaffe plads til flere i kirken? Måske! Biskop Jacob Madsen var på visitation i Gamtofte kirke i 1596, og  ved den lejlighed klager kirkens præst, hr. Povl, over mangel på stolepladser. Biskoppen noterer, at kirken har god råd, og at der bare kan sættes flere bænke op nederst i kirken. Hr. Povl er Gamtofte kirkes tredje præst efter reformationen – Povl Enevoldsen 1586-1643. I samfulde 57 år beklædte han embedet, indtil han var 86 år.

 

Tårnet

Meget kort tid efter kirkens ombygning i senmiddelalderen, har den fået sit svære, ejendommelige tårn bygget til mod vest. Det er bygget i gotisk stil omkring år 1500. Gavlene vender – modsat skib og kor – nord/syd og tårnet er nu kun hvidtet på nord-og østsiden.

Ved opførelsen af tårnet har man fjernet det oprindelige skibs granitkvaderstensgavl og genanvendt kvaderne i tårnets nederste del.

 

Tårnets øverste og indvendige dele blev opført i munkesten i munkeforbandt. Da det blev opført blev dets indre delt i tre fladloftede stokværk. Østmuren havde i alle tre stokværk en dobbeltbuet arkade, den øverste bestemt til glamhuller, mens de to nederste åbnede sig ind mod kirkerummet og stod i direkte forbindelse med det. Det betød, at de to ret store spidse buer mellem tårn og skib bevirkede, at kirkerummet blev større, idet tårnrummets nederste del hermed, som biskop Jacob Madsen foreslog, kunne møbleres med stolestader. Og det blev det.

 

Muligvis er der på andet stokværk blevet indrettet herremandspulpitur.

 

En muret trappe er bevaret fra tårnets opførelse og løber på den indvendige nordside op gennem stokværkene.

Øverst pryder en række murede blændinger det kompakte tårn og årstallene 1613 og 1668 formede i jernankre fortæller om ombygninger og restaureringer.

 

Tårnet er blevet forsynet med en muret spidsbuet korshvælving. Den sidder højere end kirkens øvrige, men må være indføjet på samme tid.

 

I 1925 gennemgik  tårnet en stor, lidt hårdhændet restaurering. Ydermuren, det vil sige yderste lag af kvadre og mursten, tages ned for at blive ommuret. Murene er da blevet rettet op, hvilket tydeligt ses på nordsiden, hvor man ikke har gjort sig særlig umage for at få murene til at flugte.

 

Ved denne ombygning bliver der mod vest åbnet en ny dør med henblik på at lade den være kirkens nye indgang. Sådan blev det ikke. Men over døren bliver indsat et jernvindue i en allerede eksisterende blænding. Tårnrummet bliver adskilt fra skibet ved et murværk i de oprindelige smukke buer.

 

På tårnets tag knejser en vindfløj, 1814, der stammer fra Treschow, ejeren af Brahesborg.

 

Om det oprindelige tårn også har skullet tjene forsvarsformål, som det har været tilfældet ved andre kirker, står hen i det uvisse.

 

Malmklokkerne

I tårnet hænger to smukke malmklokker. Den ældste har en sjælden udsmykning af runekarakter og indskriften lyder: ”Støbt af Peter i det Herrens år 1395 på dagen efter apostlene Peter og Paulus´ dag”. Den vejer 625 kg.

 

Den anden klokke er lidt mindre og bærer indskriften: ”Støbt i 1491 af Peter Hansen i Flensborg”. Den vejer 570 kg.

 

Tidligere har kirken haft to messeklokker, som hang i et lille spir, der var bygget på korets tag.

 

Døbefont og vievandskar

Oprindelig var den kraftfulde, romanske granitdøbefont placeret lige inden for døren, midt på gulvet, fordi barnet som det første, når det kom til kirke, skulle holdes over dåben.

 

For neden er fonten prydet med en tilhugget rundstav, hvortil en rundbuefrise støtter sig. Senere er fonten blevet renhugget, hvorved en inskription på overkanten er forsvundet.

 

Døbefonten prydes af et sydtysk dåbsfad fra ca. 1550. Motivet er Mariæ bebudelse.

 

- Lige inden for indgangsdøren til højre kan man endnu se det indhugne vievandskar. I dets vand vædede man i katolsk tid fingrene og korsede sig som symbol på åndelig renselse forud for gudstjenesten.

 

Krucifikset

Triumfbuen, som indtil korets forlængelse med syv meter markerede overgangen fra skib til kor, har båret en svær planke, som har ligget på tværs gennem buen og båret et krucifiks. Dette korbuekrucifiks hænger i dag på skibets nordlige langvæg. En rest af en planke under krucifikset viser årstallet 1482. Den latinske indskrift på planken lyder i oversættelse: ”Din død – Kristi kærlighed – verdens bedrag – himlens strålekrans – helvedes smerte – bør betænkes af dig”.

 

Kristus er gribende udskåret i træ. Skiftende tider og stil har sat sit præg på krucifikset. Ældst er Kristusfiguren, middelalderlig. Tornekronen er ikke skåret i ét med figuren, men nok tilføjet senere.

Det store trækors er heller ikke det oprindelige, men tydelig gotisk med de konkave bueslag og indtappede rosetter i kanten. Korsets endestykker afsluttes med reliefskårne evangelistsymboler. I dag står krucufikset renset for de farver, det tidligere har haft.

 

Våbenhus

Kirken har senere fået to, ja egentlig tre tilbygninger. Mod syd omkring indgangsdøren blev ca. 1650 opført et våbenhus. Dele af det kan være ældre, idet årstallet 1527 stod på en tidligere indgangsdør.

 

Det Seidelinske Kapel

I slutningen af 1700-tallet blev våbenhuset ombygget, hvorved den vestlige del blev adskilt og indrettet til ”Det Seidelinske Kapel”. Det blev bekostet og opført af David Seidelin, der beklædte præsteembedet 1738-1791. Her står et kalkstens epitafium over David Seidelin og hans hustru Sophie Elisabeth Brinch, i det opmurede, tøndehvælvede gravkammer.

 

Seidelin var en af Fyns mest kendte præster, og hans navn er holdt levende helt op til vor tid, idet han indstiftede et legat på 500 rdl. – senere forhøjet til 800 – til fattige i sognet og til skoleholderen i Aborg.

 

Det Rantzauske Kapel

I 1770 blev ”Det Rantzauske Kapel” opført som en tilbygning til kirkens nordre side. Inde i kirken bemærker man den smukt udførte smedejerns-fløjdør med det Rantzauske og det Plessenske våbenskjold, som fører ind i det særprægede kapel med fire sandstenshuggede kister og tre af egetræ:

 

- I kisten længst mod vest hviler baron Christian Ludvig de Rantzau. På låget er indhugget 1742 og 1752. Da disse årstal er yngre end kapellets opførelsesdato må det antages, at kisten indtil 1770 har stået i det Brockske Kapel i Barløse kirke. På lågets sider ses fire gemser og på kistens forside en cartouche med det kronede navnetræk C L R, på bagsiden en lignende cartouche med det Rantzauske våben: på venstre sideflade et dobbelt våbenskjold sammensat af det Rantzauske og det Krogske våben: på højre side et tilsvarende sammensat af det Plessenske og Skeelske våben. Disse våbenskjolde betegner Chr. Ludvig Rantzaus bedsteforældre.

 

- I kiste nr. 2 fra vest ligger greve Christian de Rantzau 1683-1771. På kistens låg er en beskrivelse af hans levnedsløb på dansk. På hver af lågets to langsider ses fire dobbeltvåben, til venstre 1) antagelig det Juelske våben, 2) første halvdel til venstre det Rosenkranske, andel del bestående af hestehoveder, 3) det Skeelske og det Braheske, 4) det Lindenovske og det Rosenkranske, til højre 1) det Kragske våbenskjold, 2) det Høgske og det Ulftandske, 3) det Rosenkranske og det Ulftandske, 4)  første del antagelig Frisernes våbenskjold, anden del en flyvende ørn. På kistens forside er hugget det grevelige Rantzauske våben, og på dens bagside et dobbeltvåben bestående af det Juelske og det Skeelske våben, på højre side et dobbeltvåben sammensat af det Krogske og det Rantzauske våben.

 

- I kiste nr. 3 fra vest hviler Christian de Rantzau´s anden hustru, Eleonora Hedewig af Plesse (1708-1770). Indskriften, som er på dansk, lovpriser hendes fromme liv. På forsiden ses i en rocaille-cartouche det Plessenske våben: på bagsiden et dobbeltvåben bestående af det Plessenske og det Skeelske skjold. Også på siderne ses rocaille-cartoucher. På lågets to langsider er anbragt to rækker våben hugget i sten, til venstre 1) det Plessenske våben, 2) våben med to væbnede arme holdende en ring, 3) et våben med en vinstok på guldgrund, 4) et våben med to gemsehorn, 5) det von Lepelske våben, 6) våben med vinge, hvorunder en fugleklo, 7) et do. og forkrop af en hjort, 8) det Kragske våben. Til højre følgende våben: 1) det Skeelske, 2) tre hestehoveder, 3) to nesselhorn på blå grund, 4) det Braheske, 5) det Rosenkranske, 6) Gyldenstenernes.

 

- I kiste nr. 4 fra vest hviler Christian de Rantzau (1730-1765). På kistens forside er hugget en rocaille-cartouche med det kronede navnetræk C R og herover en hellebard og en kølle korslagt med en krone over. På bagsiden det grevelige Rantzauske våben. På højre side er hugget et dobbeltvåben bestående af det Plessenske og det Skeelske våben, på venstre side et do. sammensat af det Rantzauske og det Krogske våben.

 

- De tre trækister indeholder fra venstre: 1) grev Carl Adolp Rantzau, 2) hans hustru C E F Wedell-Jarlsberg, 3) baron Ludvig Rantzau fra Krengerup.

 

- I kælderen under kapellet har stået tre evt. fire læderbetrukne kister af træ, som nu er flyttet ud ved kirkens nordside d.v.s. kapellets vestside, og en stor mindesten er rejst over de adelige Rantzauer. Om gravstedet var oprindelig et jerngitter.

 

Kapellets nordside er nu prydet med gravplader tilhørende tre af de nedgravede kister, hvis indskrifter nu er delvis ulæselige.

 

Krypten under kapellet bruges nu til materialrum, og der er nedgang fra nord.

 

- Senere generationers ejere af Brahesborg har deres begravelsespladser umiddelbart vest for tårnet.

 

En herskabsstol

De omtalte begravelser og bisættelser vidner om en nær tilknytning mellem Gamtofte kirke og Brahesborg, hvis ejere gennem mange år besad patronats-og tienderetten over kirken.

I 1912 overgik kirken til selveje.

 

På skibets nordside har der været en tilbygning, hvor herskabet ad en udvendig trappe kunne gå op til en herskabsstol, der var opbygget på væggen lige over for prædikestolen. Den blev nedtaget i 1925, den lille tilbygning nedrevet og døren tilmuret.

 

Altertavlen

Kirkens oprindelige stenalter med østlyset gennem tre små vinduer, må være blevet til et lige så lavt alter, da de tre små vinduer i apsis blev afløst af det store vindue ved korets forlængelse.

 

I 1589 var det store korvindue imidlertid blevet tilmuret, for da har kirken fået en altertavle med påmalet billedmotiv. Ifølge biskop Jacob Madsens visitatsbog er motivet Maria mellem Johannes Døberen og en bisp, hvilket kunne tyde på, at Maria på dette tidspunkt endnu ikke var blevet udskiftet som katolsk hovedmotiv. Det er hun til gengæld blevet i 1596, da den visiterende biskop noterer: ”En herlige ny Taffle på alteret (icke skøner i Fyen), kostede 200 Dr.”. Og her er uden tvivl tale om den altertavle, vi kender den dag i dag.

Det er en stor altertavle skåret i egetræ i renæssancestil. To halvsøjler afgrænser hovedmotivet, nadveren. På den ene side står Moses med lovens to tavler, og på den anden side Kristus med rigsæblet.

En overbygning – fremskudt – bæres af to fritstående søjler. I dette parti er placeret et mindre maleri, som forestiller den korsfæstede Kristus, der er flankeret af to hermer.

 

Øverts munder tavlen ud i en trekantgavl, hvor man ser et i træ skåret halvbillede af Kristus.

Over gesimsfremspringene over Moses og Kristus er placeret to udskårne figurer inden for en kunstfærdig buet ramme. Det er Moses og Johannes Døber.

 

På altertavlens øverste del ses også de fire evangelistsymboler udskåret.

Både på tavlens underste og øverste del er der på siderne påsat nogle ”vinger”, der er rigt dekorerede.

Altertavlen har flere påmalede bibelcitater.

 

På bordet ligger en læderindbunden bibel med årstallet 1632 på ryggen. Endvidere pryder to store malmlysestager alterbordet.

 

Kirkens kalk og disk er smukke og forgyldte og i dem begge er indgraveret IB og AGS samt årstallet 1650 og to våben. Initialerne står for Jørgen Brahe og Anna Gyldenstjerne. Samme navnetræk står at læse på Brahesborgs hovedbygning og fortæller, at det var Jørgen Brahe, der opførte den første hovedbygning og gav den navn.

 

I 1985 fik kirken et nyt håndvævet antependium og altergulvtæppe fremstillet af den lokale tekstilkunstner Anne Marie Egemose. Tæppet tager sit farvemæssige udgangspunkt i Moses´ røde og Kristi blå beklædning på altertavlen. I antependiets blå farve er indvævet et midterfelt bestående af syv søjler. De er vævet i guldtråd og træder tydeligere frem, jo mere man nærmer sig alteret.

 

På alterbordet ligger en meget smuk alterdug, kniplet af Marie Mygind Sørensen og skænket til kirken i 1986.

I 2000 fik kirken en smuk, vævet messehagel i den liturgiske farve grøn. Kunstneren, som igen er Anne Marie Egemose, har tematisk udfoldet to verselinjer i Grundtvigs salme ”Øjne, I var lykkelige”: Hjerte, da du ordet tro´de / livets træ randt op af rode!

 

Prædikestolen

21 prædikestole på Vestfyn er af den såkaldt Gamtoftetype. Foruden i Gamtofte kirke findes de i kirkerne i Ørsted, Turup, Kerte, Flemløse, Brenderup, Grindløse, Kærum, Barløse, Hårby, Holevad, Køng, Tanderup, Orte, Sandager, Fjeldsted, Balslev, Søby, Skydebjerg, Verninge og Sønder Broby.

Prædikestolene er fremstillet i årene 1597 til ca. 1626.

 

Prædikestolen i Gamtofte, der har lagt navn til typen, er den ældste af dem alle (1597), og også én af de kønneste og mest velforarbejdede. Den kan være importeret og på den måde måske have dannet forlæg for de øvrige.

 

Prædikestolene kan variere lidt i udstyr, men har nogle klare fælles træk. De er alle skåret i eg i renæssancestil. De har mindst 4 fag (Gamtoftes har 5), der er delt i tre vandrette felter. De nederste felter indeholder bibelcitater med reliefskårne bogstaver. Der anvendes som regel de samme skriftsteder. På prædikestolens hjørner imellem indskrifterne kan der være anbragt udskårne løvehoveder.

 

De enkelte bibelcitater er hentet fra den evangelist, der er fremstillet på det ovenstående hovedfelt. Således er de fire evangelister udskåret i hver sit felt sammen med deres symboler. Ved Mathæus er gengivet en engel. Ved Markus en løve. Ved Lukas en okse. Og ved Johannes en ørn.

 

Ved alle evangelisterne er der et eller andet sted i billedet placeret et lille blækhus.

 

Omkring evangelisterne er skåret ovalt formede rammer eller arkader og typiske renæssance dekorationer. Hovedfelterne er indrammet af hermer, der skiftevis er udskåret som mænd og kvinder.

De øverste felter indeholder forskellige renæssance dekorationer, og mellem dem på prædikestolens hjørner kan der være anbragt menneskehoveder.

 

- Lydhimlen over prædikestolen i Gamtofte er firkantet, prydet med fire opstående fligede skæringer med frugtdekorationer. En udskåren indskriftsfrise løber hele vejen rundt om himlens forkant.

 

I forbindelse med en større restaurering af kirken i midten af 1970´erne blev prædikestolen renset ren for bemalinger, således at den nu fremstår som den så ud i 1597. I et hjørne af lydhimlens underkant har konservatoren ladet små farveprøver stå, således at man kan se, hvilke farver prædikestolen har haft i tidens løb.

 

Stolestader

Kirkens stolestader er i den oprindelige udformning samtidige med altertavle og prædikestol, men nu er kun bevaret gavlene, der er rigt udskårne med pilastre (udskårne søjler i relief) og bueslag. Stolestadernes oprindelige låger er nu placeret som paneler langs ydervæggene i koret. Andre af dem har fundet anvendelse som nummertavler på kirkens vægge.

 

Orglet – Stephan skrive herom……

 

Glasmosaikkerne

I 2004 skænkede kunstneren Peter Brandes tre glasmosaikker til Gamtofte kirke. Ruderne sidder i de tre af kirkens fire sydvendte vinduer.

 

Her følger kunstnerens egne kommentarer til udsmykningen:

 

Lyset gennem glasmosaikker gennemlyser og kærtegner farverne som glasset har indbrændt i sig og i sin gennemtrængende bevægelse tøver det ikke med at fæstne farverne i sine strålehænder, for at fastholde dette nu helt imaterielle aftryk på vægge, gulve eller støvpartikler i rummet, hvor lyset har taget ophold.

Farverne er lysets handlinger og lidelser. Farver kræver lys og lys kræver farve. I et kirkerum har lyset også en symbolsk tilstedeværelse. Lyset her er ikke dagligstuelys, ligesom brødet på aftensbordet derhjemme ikke er det samme brød, som gives under nadveren i kirkerummet.

 

Gentagne gange refererer Kristus til sig selv som lyset. Også i Johs. 9,5: Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys. På samme måde som vi må forstå disse lignelser om lys i en dybere forstand end den, at Kristus er en venlig lygtemand, på samme måde må vi se på ny og i et nyt skær det lys, som trænger ind i kirkerummet. Tænk på Grundtvigs tankevækkende salme fra hans sangværk fra 1864 – i Den Danske Salmebog nr. 164 vers 6:

Blindfødt var det ømme Hjerte,

Seer dog nu hans Guddoms-Glands,

Død var Sjælen til vor Smerte,

Lever nu i Aanden hans,

Igienfødte til Guds Rige,

Vi det seer i Lys tillige!

 

Og lyset berører glasruderne under sin vej ind i rummet og gennemstrømmer det budskab, som disse ruder kan bære i sig og transformerer lyset til en uhåndgribelig substans, som har rod i en religiøs oplevelse. Rudernes indhold må så bestemme, om det også bliver en kristen oplevelse.

 

Til Gamtofte kirke har jeg udført tre ruder, som har følgende motiver. Det er Abgars Kristusansigt, kaldet mandyliet, Kristi helbredelse af en blind, Johs. 9,6 og Veronikas Svededug – alle tre ruder udført hver især med grundfarverne blå, gul og rød.

 

Abgar-ansigtet og Veronikas Svededug er begge aftryk, historisk kaldet acheiropoieter, det vil sige aftryk ikke gjort af menneskehånd. De pretenderer begge at vise Kristi Ansigt i to vidt forskellige øjeblikke. Rudernes farver forsøger at understrege dette. Begge billeder har den dobbelthed i sig, at de både er aftryk og billeder på Kristi historiske eksistens, men også relikvier. Midt mellem disse to aftrykte ansigter tolkes Johannesevangeliets beskrivelse af, hvorledes Kristus helbreder den blinde ved dammen Siloam, Johs. 9,1-41.

Man ser på min rude kun Kristi arm og hånd og fingrene, som berører og helbreder den blindes øjne. Kristus står uden for ruden. Den blinde bliver seende. Hans tro gør ham seende. Symbolsk set er du og jeg og alle i kristen forstand blinde før skællene tages fra vore øjne, som det sker for Paulus på vej ind til Damaskus, Ap.G. 9,18.

 

Kristi synlige fravær under helbredelsen af den blinde på kirkens midterste rude, den gule, flankeret på hver side af de to aftrykte Kristus-hoveder, dette fravær bliver til et nærvær i det øjeblik den blinde bliver seende eller troende. Og de to aftryk forvandles til tilstedeværende liv. Med troen ses Kristus. Grundtvig-salmen, som jeg refererede til tidligere, siger i fjerde vers:

 

Han, som Liv og Lys uddeler

Med sin Aand og med sit Ord,

Han, som alt det Brudte heler

I sit Bad og ved sit Bord,

Jesus Christus, med vor Glæde,

Er lyslevende tilstede!

Lyset kommer ud af mørket og vi ser.

 

Under forberedelserne til udsmykningen blev det klart, at kirkens tidligere farver på alt træværk havde en for mørk tone til at modtage kirkerudernes farveindtog. Derfor opstod, i øvrigt for første gang, et samarbejde mellem min kone, Maja Lisa Engelhardt, og jeg selv, idet jeg og menighedsrådet bad hende om at forestå kirkens nye farvesætning. Denne indgår i en dialog med rudernes farver og bibringer kirken et lys, som følger den tanke, der ligger bag budskabet i den midterste ”Johannesrude”.

 

Kristus helbreder den blinde ----(-billede af den gule rude):

Ruden udspringer af den scene af kapitel 9 i Johannesevangeliet, hvor Kristus helbreder den blinde, der har bedt ham om at gøre ham seende. Kristus spytter på jorden og tager den jord, som han har blandet spyttet med, afsætter den på hans blinde øjne og siger så til ham: ”Gå hen og vask dig i Siloam-dammen”. Da den blinde kommer tilbage fra så at sige sit dåbsbad, er han blevet seende. Han er troende i det øjeblik, han beder Kristus om at helbrede sig, fordi han også tror på, at han kan blive seende. Han bliver også frigjort. I kristen forstand er du et ufrit menneske så længe den kristne tro ikke har opfyldt dig. Derfor er han på ruden skildret i en bagbundet situation, hvor han endnu er uforløst. Forløsningen kommer og troen åbner sig for ham og han har modtaget velsignelsen fra Kristus.

 

Kong Abgars mandylion --------(billede af den blå rude):

På den blå rude har jeg forsøgt at skildre Kristi Ansigt i en situation, hvor han ifølge legenden aftrykker sit ansigt på et klæde. Han er ved sin fulde kraft og til stede talende blandt sine disciple, altså ikke lidende, som det udtrykkes i Veronika-svededugen.

GAMTOFTE KIRKE

Om kirkens historie og udsmykning

 

Da kristendommen ved Ansgars virke (801-865) langsomt vandt indpas i Danmark, begyndte man at bygge gudshuse, hvorfra den ny forkyndelse kunne udgå.

De første kirker var tarvelige. De blev opført af træ, fletværk, ler eller rør og tækkedes med halm. Disse materialer var der rigeligt af i skovene, på markerne og i moserne.

Senere blev der bygget trækirker, men i vort fugtige klima havde de kort levetid. Rester af trækirkerne er fundet under flere af kirkerne i Danmark.

Man må forestille sig, at de første kristne kirker blev opført på de pladser, hvor folk var vant til at søge hen, enten for tingstedets eller de hedenske gudehovs skyld. I hvert fald stammer sogneinddelingen fra før-kristen tid og er med få ændringer bibeholdt til i dag.

I Danmark har vi henved 2000 middelalderlige landsbykirker, og langt de fleste af dem blev bygget i 1100-tallet – i Valdemarernes tid. De føjer sig harmonisk ind i landskabet og repræsenterer kulturskatte og middelalderkunst af internationalt ry. Og det er en tanke værd, at ingen andre menneskeboliger tilnærmelsesvist kan måle sig med kirkerne i alder. Kun jættestuerne er langt ældre, men de var jo også boliger for de døde.

Gamtofte kirke er én af de bevarede 1644 middelalderlige kirker, der oprindelig er opført i den romanske stil med runde buer og fladt træloft. Af dem er kun 790 bygget af granit, der er tilhugget som kvadre. Fyn har bare 49, og én af dem er Gamtofte.

Kirken er én af de største landsbykirker på Fyn, og kun få har været rigere udsmykket med granitkunst.

Man kan kun gætte på, hvorfor netop Gamtofte fik så stort et gudshus. Var det Bisbo, den nærliggende herregård Brahesborgs forløber, der med rigdom og stort folkehold skabte grundlaget? Var det fordi Gamtofte tidligt i den katolske tid var hjemsted for den ene af Fyns to betydningsfulde regnskabsprovster?

Længe efter reformationen (1536) blev der afholdt herredsting ved Gamtofte kirke, ligesom herredets rettersted var ved kirkebakken. Så sognet har været af en vis betydning i det fynske. Og det kan tilføjes, at før tiden med faste normeringer, var præsteembedet her et af de bedst lønnede på Fyn. Bemærkelsesværdigt er det, at ingen præst helt frem til 1928 er flyttet eller blevet forflyttet fra Gamtofte.

 

Den romanske stenkirke

Det har været et imponerende syn at se det vældige, farvestrålende kunstværk, som det har taget sig ud i landskabet, da det stod færdigt dengang i 1100-tallet. En meget anderledes bygning end den, vi kender i dag.

Kirken bestod dengang af et stort rektangulært skib med tre indgange fra det fri. Døren fra det nuværende våbenhus til kirkerummet var den ene. Det var mændenes indgang, som altid var i syd. I modsatte side var kvindernes dør. Også denne placering er bevaret, men er nu indgangsdør til Det Rantzauske Kapel.

Det bedste indtryk af, hvordan den romanske kirkes murværk har taget sig ud, får man ved at stå i våbenhuset og betragte døråbningen og stengranitten omkring den. Kvadrene udgør her en storslået farvesymfoni.

 

I skibets sider har der været højtsiddende små, rundbuede vinduer, tre i hver side. Endnu kan man iagttage et af dem inde fra kirkerummet lige over kvindernes dør.

 

Dér, hvor koret mod syd støder op til skibet, sad kirkens tredje dør, præstens dør. Den er nu tilmuret, men den smukke overligger sidder tilbage.

 

Apsis

Den romanske granitkirke er mod øst blevet rundet af med en apsis, hvis buede form tydelig ses i dens sokkelsten, som nu er blevet brugt under korets forlængelse. Apsis har uden tvivl været et særpræget kunstværk i granit.

 

To meget specielt tilhugne, store og svagt buede sokkelsten, der nu sidder i østgavlen, røber, at apsis har været forsynet med hel-og halvsøjler. I den gamle kirkelade, som blev nedrevet i 1929, sad sikkert rester af den nedrevne apsis. Nationalmuseet oplyser: ”I gavlen mod syd findes indmuret en del gamle granitmaterialer fra en apsis, nemlig to søjleskafter 20 cm. i diameter, sokkelsten, kvadersten etc.”. Spredt rundt om i nuværende kors østlige del sidder indmuret andre dele: smukt buede kvadre, over-og underliggere, søjlestumper m.v.

 

Mest bemærkelsesværdigt er imidlertid de indmurede granitfigurer, der alle må have prydet apsis. Her ses ryggen af en drage, et løvehoved med et menneskehoved i gabet, et større løvehoved og en granitsten formet med fem skålformede huller. Mange har gættet på stenens eventuelle symbolik. Nationalmuseet er tilbøjelig til at mene, at stenen har haft en funktion som lampe, og da må den have ligget plant, så hullerne har kunnet rumme den væske, der kunne skabe ilden.

På korets sydside findes en granitudsmykning kaldet ”den spillende engel”. Instrumentet kaldes en gige og var en forløber for violinen. Måske er det den ældste granitafbildning af et strengeinstrument i Danmark?

Inde i kirken, hvor døren tidligere sad til herskabsstolen, er der også indmuret resterne af et stykke romansk granitkunst. Er det en del af en engel?

 

Alle dele fortæller om apsis´ enestående og fornemme facadeudsmykning, hvori der også er indgået frisøjler. En stump søjlefod, der nu står i våbenhuset, kan hidrøre herfra.

Som en del af Gamtofte kirkes granitkunst skal også fremhæves det lille Kristushoved, som er hugget ind i hjørnesokkelstenen mellem skib og kor på nordsiden.

 

- I den rigt udsmykkede apsis har tre små vinduer åbnet for lyset fra øst, som er faldet ind over et oprindeligt stenalter, hvis rester blev fundet i forbindelse med en restaurering af det nuværende.

En historisk rest fra den oprindelige stenkirke, er den aflange åbning i skibets nordvæg – gennem dette hul raktes nadveren gennem tiderne til syge og spedalske, der på grund af smittefaren var forment adgang til kirkerummet.

 

 

Kirken ændrer udseende i senmiddelalderen

I senmiddelalderen undergår Gamtofte kirke store forandringer. Hvornår det er helt præcist sker, vides ikke med sikkerhed. Men vi ved, at Vor Frue kirke i Assens blev fuldført i 1488, så det er nok ikke galt at gætte på, at ombygningen af Gamtofte kirke stammer fra denne tid.

 

Den ny stil skulle bevirke, at bygningen fik et præg af lethed. Det skulle være lyst og opadstræbende. Ved denne tillempning blev den smukke apsis nedrevet og koret forlængedes med syv meter i fuld bredde. Til denne forlængelse anvendtes de krumhuggede kvadre fra apsis, hvilket tydeligt ses i murværkets sider.

Det flade træloft blev fjernet, og ind i skibet byggedes tre fag stjernehvælvinger båret af kraftige piller langs ydervæggene. Det ny forlængede kor fik to sæt krydshvælvinger.

 

De små rundbuede vinduer i kirkens nordside blev muret til eller blændet og vinduerne i sydsiden erstattet af store spidsbuede, mere lavtsiddende og lysgivende. Ja, selv triumfbuen blev tillempet en spidsbuet form.

I korets østgavl placeredes et stort, spidsbuet vindue af munkesten. Dette vindue er senere blevet tilmuret, men ses dog tydeligt, især i korets ydermur.

 

På midten af gavlen er en af blændingerne formet som et kors. Det får den store gavl til at virke lettere og højere.

Hvorfor kirkens apsis skulle nedrives, fortaber sig i det uvisse. Har der været behov for at skaffe plads til flere i kirken? Måske! Biskop Jacob Madsen var på visitation i Gamtofte kirke i 1596, og  ved den lejlighed klager kirkens præst, hr. Povl, over mangel på stolepladser. Biskoppen noterer, at kirken har god råd, og at der bare kan sættes flere bænke op nederst i kirken. Hr. Povl er Gamtofte kirkes tredje præst efter reformationen – Povl Enevoldsen 1586-1643. I samfulde 57 år beklædte han embedet, indtil han var 86 år.

 

Tårnet

Meget kort tid efter kirkens ombygning i senmiddelalderen, har den fået sit svære, ejendommelige tårn bygget til mod vest. Det er bygget i gotisk stil omkring år 1500. Gavlene vender – modsat skib og kor – nord/syd og tårnet er nu kun hvidtet på nord-og østsiden.

 

Ved opførelsen af tårnet har man fjernet det oprindelige skibs granitkvaderstensgavl og genanvendt kvaderne i tårnets nederste del.

 

Tårnets øverste og indvendige dele blev opført i munkesten i munkeforbandt. Da det blev opført blev dets indre delt i tre fladloftede stokværk. Østmuren havde i alle tre stokværk en dobbeltbuet arkade, den øverste bestemt til glamhuller, mens de to nederste åbnede sig ind mod kirkerummet og stod i direkte forbindelse med det. Det betød, at de to ret store spidse buer mellem tårn og skib bevirkede, at kirkerummet blev større, idet tårnrummets nederste del hermed, som biskop Jacob Madsen foreslog, kunne møbleres med stolestader. Og det blev det.

Muligvis er der på andet stokværk blevet indrettet herremandspulpitur.

En muret trappe er bevaret fra tårnets opførelse og løber på den indvendige nordside op gennem stokværkene.

Øverst pryder en række murede blændinger det kompakte tårn og årstallene 1613 og 1668 formede i jernankre fortæller om ombygninger og restaureringer.

 

Tårnet er blevet forsynet med en muret spidsbuet korshvælving. Den sidder højere end kirkens øvrige, men må være indføjet på samme tid.

 

I 1925 gennemgik  tårnet en stor, lidt hårdhændet restaurering. Ydermuren, det vil sige yderste lag af kvadre og mursten, tages ned for at blive ommuret. Murene er da blevet rettet op, hvilket tydeligt ses på nordsiden, hvor man ikke har gjort sig særlig umage for at få murene til at flugte.

 

Ved denne ombygning bliver der mod vest åbnet en ny dør med henblik på at lade den være kirkens nye indgang. Sådan blev det ikke. Men over døren bliver indsat et jernvindue i en allerede eksisterende blænding. Tårnrummet bliver adskilt fra skibet ved et murværk i de oprindelige smukke buer.

 

På tårnets tag knejser en vindfløj, 1814, der stammer fra Treschow, ejeren af Brahesborg.

Om det oprindelige tårn også har skullet tjene forsvarsformål, som det har været tilfældet ved andre kirker, står hen i det uvisse.

 

Malmklokkerne

I tårnet hænger to smukke malmklokker. Den ældste har en sjælden udsmykning af runekarakter og indskriften lyder: ”Støbt af Peter i det Herrens år 1395 på dagen efter apostlene Peter og Paulus´ dag”. Den vejer 625 kg.

Den anden klokke er lidt mindre og bærer indskriften: ”Støbt i 1491 af Peter Hansen i Flensborg”. Den vejer 570 kg.

Tidligere har kirken haft to messeklokker, som hang i et lille spir, der var bygget på korets tag.

 

Døbefont og vievandskar

Oprindelig var den kraftfulde, romanske granitdøbefont placeret lige inden for døren, midt på gulvet, fordi barnet som det første, når det kom til kirke, skulle holdes over dåben.

 

For neden er fonten prydet med en tilhugget rundstav, hvortil en rundbuefrise støtter sig. Senere er fonten blevet renhugget, hvorved en inskription på overkanten er forsvundet.

 

Døbefonten prydes af et sydtysk dåbsfad fra ca. 1550. Motivet er Mariæ bebudelse.

- Lige inden for indgangsdøren til højre kan man endnu se det indhugne vievandskar. I dets vand vædede man i katolsk tid fingrene og korsede sig som symbol på åndelig renselse forud for gudstjenesten.

 

Krucifikset

Triumfbuen, som indtil korets forlængelse med syv meter markerede overgangen fra skib til kor, har båret en svær planke, som har ligget på tværs gennem buen og båret et krucifiks. Dette korbuekrucifiks hænger i dag på skibets nordlige langvæg. En rest af en planke under krucifikset viser årstallet 1482. Den latinske indskrift på planken lyder i oversættelse: ”Din død – Kristi kærlighed – verdens bedrag – himlens strålekrans – helvedes smerte – bør betænkes af dig”.

 

Kristus er gribende udskåret i træ. Skiftende tider og stil har sat sit præg på krucifikset. Ældst er Kristusfiguren, middelalderlig. Tornekronen er ikke skåret i ét med figuren, men nok tilføjet senere.

Det store trækors er heller ikke det oprindelige, men tydelig gotisk med de konkave bueslag og indtappede rosetter i kanten. Korsets endestykker afsluttes med reliefskårne evangelistsymboler. I dag står krucufikset renset for de farver, det tidligere har haft.

 

Våbenhus

Kirken har senere fået to, ja egentlig tre tilbygninger. Mod syd omkring indgangsdøren blev ca. 1650 opført et våbenhus. Dele af det kan være ældre, idet årstallet 1527 stod på en tidligere indgangsdør.

 

Det Seidelinske Kapel

I slutningen af 1700-tallet blev våbenhuset ombygget, hvorved den vestlige del blev adskilt og indrettet til ”Det Seidelinske Kapel”. Det blev bekostet og opført af David Seidelin, der beklædte præsteembedet 1738-1791. Her står et kalkstens epitafium over David Seidelin og hans hustru Sophie Elisabeth Brinch, i det opmurede, tøndehvælvede gravkammer.

Seidelin var en af Fyns mest kendte præster, og hans navn er holdt levende helt op til vor tid, idet han indstiftede et legat på 500 rdl. – senere forhøjet til 800 – til fattige i sognet og til skoleholderen i Aborg.

 

Det Rantzauske Kapel

I 1770 blev ”Det Rantzauske Kapel” opført som en tilbygning til kirkens nordre side. Inde i kirken bemærker man den smukt udførte smedejerns-fløjdør med det Rantzauske og det Plessenske våbenskjold, som fører ind i det særprægede kapel med fire sandstenshuggede kister og tre af egetræ:

 

- I kisten længst mod vest hviler baron Christian Ludvig de Rantzau. På låget er indhugget 1742 og 1752. Da disse årstal er yngre end kapellets opførelsesdato må det antages, at kisten indtil 1770 har stået i det Brockske Kapel i Barløse kirke. På lågets sider ses fire gemser og på kistens forside en cartouche med det kronede navnetræk C L R, på bagsiden en lignende cartouche med det Rantzauske våben: på venstre sideflade et dobbelt våbenskjold sammensat af det Rantzauske og det Krogske våben: på højre side et tilsvarende sammensat af det Plessenske og Skeelske våben. Disse våbenskjolde betegner Chr. Ludvig Rantzaus bedsteforældre.

 

- I kiste nr. 2 fra vest ligger greve Christian de Rantzau 1683-1771. På kistens låg er en beskrivelse af hans levnedsløb på dansk. På hver af lågets to langsider ses fire dobbeltvåben, til venstre 1) antagelig det Juelske våben, 2) første halvdel til venstre det Rosenkranske, andel del bestående af hestehoveder, 3) det Skeelske og det Braheske, 4) det Lindenovske og det Rosenkranske, til højre 1) det Kragske våbenskjold, 2) det Høgske og det Ulftandske, 3) det Rosenkranske og det Ulftandske, 4)  første del antagelig Frisernes våbenskjold, anden del en flyvende ørn. På kistens forside er hugget det grevelige Rantzauske våben, og på dens bagside et dobbeltvåben bestående af det Juelske og det Skeelske våben, på højre side et dobbeltvåben sammensat af det Krogske og det Rantzauske våben.

 

- I kiste nr. 3 fra vest hviler Christian de Rantzau´s anden hustru, Eleonora Hedewig af Plesse (1708-1770). Indskriften, som er på dansk, lovpriser hendes fromme liv. På forsiden ses i en rocaille-cartouche det Plessenske våben: på bagsiden et dobbeltvåben bestående af det Plessenske og det Skeelske skjold. Også på siderne ses rocaille-cartoucher. På lågets to langsider er anbragt to rækker våben hugget i sten, til venstre 1) det Plessenske våben, 2) våben med to væbnede arme holdende en ring, 3) et våben med en vinstok på guldgrund, 4) et våben med to gemsehorn, 5) det von Lepelske våben, 6) våben med vinge, hvorunder en fugleklo, 7) et do. og forkrop af en hjort, 8) det Kragske våben. Til højre følgende våben: 1) det Skeelske, 2) tre hestehoveder, 3) to nesselhorn på blå grund, 4) det Braheske, 5) det Rosenkranske, 6) Gyldenstenernes.

 

- I kiste nr. 4 fra vest hviler Christian de Rantzau (1730-1765). På kistens forside er hugget en rocaille-cartouche med det kronede navnetræk C R og herover en hellebard og en kølle korslagt med en krone over. På bagsiden det grevelige Rantzauske våben. På højre side er hugget et dobbeltvåben bestående af det Plessenske og det Skeelske våben, på venstre side et do. sammensat af det Rantzauske og det Krogske våben.

 

- De tre trækister indeholder fra venstre: 1) grev Carl Adolp Rantzau, 2) hans hustru C E F Wedell-Jarlsberg, 3) baron Ludvig Rantzau fra Krengerup.

 

- I kælderen under kapellet har stået tre evt. fire læderbetrukne kister af træ, som nu er flyttet ud ved kirkens nordside d.v.s. kapellets vestside, og en stor mindesten er rejst over de adelige Rantzauer. Om gravstedet var oprindelig et jerngitter.

Kapellets nordside er nu prydet med gravplader tilhørende tre af de nedgravede kister, hvis indskrifter nu er delvis ulæselige.

Krypten under kapellet bruges nu til materialrum, og der er nedgang fra nord.

 

- Senere generationers ejere af Brahesborg har deres begravelsespladser umiddelbart vest for tårnet.

 

En herskabsstol

De omtalte begravelser og bisættelser vidner om en nær tilknytning mellem Gamtofte kirke og Brahesborg, hvis ejere gennem mange år besad patronats-og tienderetten over kirken.

I 1912 overgik kirken til selveje.

 

På skibets nordside har der været en tilbygning, hvor herskabet ad en udvendig trappe kunne gå op til en herskabsstol, der var opbygget på væggen lige over for prædikestolen. Den blev nedtaget i 1925, den lille tilbygning nedrevet og døren tilmuret.

Altertavlen

Kirkens oprindelige stenalter med østlyset gennem tre små vinduer, må være blevet til et lige så lavt alter, da de tre små vinduer i apsis blev afløst af det store vindue ved korets forlængelse.

 

I 1589 var det store korvindue imidlertid blevet tilmuret, for da har kirken fået en altertavle med påmalet billedmotiv. Ifølge biskop Jacob Madsens visitatsbog er motivet Maria mellem Johannes Døberen og en bisp, hvilket kunne tyde på, at Maria på dette tidspunkt endnu ikke var blevet udskiftet som katolsk hovedmotiv. Det er hun til gengæld blevet i 1596, da den visiterende biskop noterer: ”En herlige ny Taffle på alteret (icke skøner i Fyen), kostede 200 Dr.”. Og her er uden tvivl tale om den altertavle, vi kender den dag i dag.

Det er en stor altertavle skåret i egetræ i renæssancestil. To halvsøjler afgrænser hovedmotivet, nadveren. På den ene side står Moses med lovens to tavler, og på den anden side Kristus med rigsæblet.

 

En overbygning – fremskudt – bæres af to fritstående søjler. I dette parti er placeret et mindre maleri, som forestiller den korsfæstede Kristus, der er flankeret af to hermer.

 

Øverts munder tavlen ud i en trekantgavl, hvor man ser et i træ skåret halvbillede af Kristus.

Over gesimsfremspringene over Moses og Kristus er placeret to udskårne figurer inden for en kunstfærdig buet ramme. Det er Moses og Johannes Døber.

 

På altertavlens øverste del ses også de fire evangelistsymboler udskåret.

Både på tavlens underste og øverste del er der på siderne påsat nogle ”vinger”, der er rigt dekorerede.

Altertavlen har flere påmalede bibelcitater.

 

På bordet ligger en læderindbunden bibel med årstallet 1632 på ryggen. Endvidere pryder to store malmlysestager alterbordet.

 

Kirkens kalk og disk er smukke og forgyldte og i dem begge er indgraveret IB og AGS samt årstallet 1650 og to våben. Initialerne står for Jørgen Brahe og Anna Gyldenstjerne. Samme navnetræk står at læse på Brahesborgs hovedbygning og fortæller, at det var Jørgen Brahe, der opførte den første hovedbygning og gav den navn.

 

I 1985 fik kirken et nyt håndvævet antependium og altergulvtæppe fremstillet af den lokale tekstilkunstner Anne Marie Egemose. Tæppet tager sit farvemæssige udgangspunkt i Moses´ røde og Kristi blå beklædning på altertavlen. I antependiets blå farve er indvævet et midterfelt bestående af syv søjler. De er vævet i guldtråd og træder tydeligere frem, jo mere man nærmer sig alteret.

 

På alterbordet ligger en meget smuk alterdug, kniplet af Marie Mygind Sørensen og skænket til kirken i 1986.

I 2000 fik kirken en smuk, vævet messehagel i den liturgiske farve grøn. Kunstneren, som igen er Anne Marie Egemose, har tematisk udfoldet to verselinjer i Grundtvigs salme ”Øjne, I var lykkelige”: Hjerte, da du ordet tro´de / livets træ randt op af rode!

 

Prædikestolen

21 prædikestole på Vestfyn er af den såkaldt Gamtoftetype. Foruden i Gamtofte kirke findes de i kirkerne i Ørsted, Turup, Kerte, Flemløse, Brenderup, Grindløse, Kærum, Barløse, Hårby, Holevad, Køng, Tanderup, Orte, Sandager, Fjeldsted, Balslev, Søby, Skydebjerg, Verninge og Sønder Broby.

Prædikestolene er fremstillet i årene 1597 til ca. 1626.

 

Prædikestolen i Gamtofte, der har lagt navn til typen, er den ældste af dem alle (1597), og også én af de kønneste og mest velforarbejdede. Den kan være importeret og på den måde måske have dannet forlæg for de øvrige.

Prædikestolene kan variere lidt i udstyr, men har nogle klare fælles træk. De er alle skåret i eg i renæssancestil. De har mindst 4 fag (Gamtoftes har 5), der er delt i tre vandrette felter. De nederste felter indeholder bibelcitater med reliefskårne bogstaver. Der anvendes som regel de samme skriftsteder. På prædikestolens hjørner imellem indskrifterne kan der være anbragt udskårne løvehoveder.

De enkelte bibelcitater er hentet fra den evangelist, der er fremstillet på det ovenstående hovedfelt. Således er de fire evangelister udskåret i hver sit felt sammen med deres symboler. Ved Mathæus er gengivet en engel. Ved Markus en løve. Ved Lukas en okse. Og ved Johannes en ørn.

 

Ved alle evangelisterne er der et eller andet sted i billedet placeret et lille blækhus.

 

Omkring evangelisterne er skåret ovalt formede rammer eller arkader og typiske renæssance dekorationer. Hovedfelterne er indrammet af hermer, der skiftevis er udskåret som mænd og kvinder.

 

De øverste felter indeholder forskellige renæssance dekorationer, og mellem dem på prædikestolens hjørner kan der være anbragt menneskehoveder.

 

- Lydhimlen over prædikestolen i Gamtofte er firkantet, prydet med fire opstående fligede skæringer med frugtdekorationer. En udskåren indskriftsfrise løber hele vejen rundt om himlens forkant.

 

I forbindelse med en større restaurering af kirken i midten af 1970´erne blev prædikestolen renset ren for bemalinger, således at den nu fremstår som den så ud i 1597. I et hjørne af lydhimlens underkant har konservatoren ladet små farveprøver stå, således at man kan se, hvilke farver prædikestolen har haft i tidens løb.

 

Stolestader

Kirkens stolestader er i den oprindelige udformning samtidige med altertavle og prædikestol, men nu er kun bevaret gavlene, der er rigt udskårne med pilastre (udskårne søjler i relief) og bueslag. Stolestadernes oprindelige låger er nu placeret som paneler langs ydervæggene i koret. Andre af dem har fundet anvendelse som nummertavler på kirkens vægge.

 

Orglet – Stephan skrive herom……

 

Glasmosaikkerne

I 2004 skænkede kunstneren Peter Brandes tre glasmosaikker til Gamtofte kirke. Ruderne sidder i de tre af kirkens fire sydvendte vinduer.

 

Her følger kunstnerens egne kommentarer til udsmykningen:

 

Lyset gennem glasmosaikker gennemlyser og kærtegner farverne som glasset har indbrændt i sig og i sin gennemtrængende bevægelse tøver det ikke med at fæstne farverne i sine strålehænder, for at fastholde dette nu helt imaterielle aftryk på vægge, gulve eller støvpartikler i rummet, hvor lyset har taget ophold.

Farverne er lysets handlinger og lidelser. Farver kræver lys og lys kræver farve. I et kirkerum har lyset også en symbolsk tilstedeværelse. Lyset her er ikke dagligstuelys, ligesom brødet på aftensbordet derhjemme ikke er det samme brød, som gives under nadveren i kirkerummet.

 

Gentagne gange refererer Kristus til sig selv som lyset. Også i Johs. 9,5: Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys. På samme måde som vi må forstå disse lignelser om lys i en dybere forstand end den, at Kristus er en venlig lygtemand, på samme måde må vi se på ny og i et nyt skær det lys, som trænger ind i kirkerummet. Tænk på Grundtvigs tankevækkende salme fra hans sangværk fra 1864 – i Den Danske Salmebog nr. 164 vers 6:

Blindfødt var det ømme Hjerte,

Seer dog nu hans Guddoms-Glands,

Død var Sjælen til vor Smerte,

Lever nu i Aanden hans,

Igienfødte til Guds Rige,

Vi det seer i Lys tillige!

 

Og lyset berører glasruderne under sin vej ind i rummet og gennemstrømmer det budskab, som disse ruder kan bære i sig og transformerer lyset til en uhåndgribelig substans, som har rod i en religiøs oplevelse. Rudernes indhold må så bestemme, om det også bliver en kristen oplevelse.

 

Til Gamtofte kirke har jeg udført tre ruder, som har følgende motiver. Det er Abgars Kristusansigt, kaldet mandyliet, Kristi helbredelse af en blind, Johs. 9,6 og Veronikas Svededug – alle tre ruder udført hver især med grundfarverne blå, gul og rød.

Abgar-ansigtet og Veronikas Svededug er begge aftryk, historisk kaldet acheiropoieter, det vil sige aftryk ikke gjort af menneskehånd. De pretenderer begge at vise Kristi Ansigt i to vidt forskellige øjeblikke. Rudernes farver forsøger at understrege dette. Begge billeder har den dobbelthed i sig, at de både er aftryk og billeder på Kristi historiske eksistens, men også relikvier. Midt mellem disse to aftrykte ansigter tolkes Johannesevangeliets beskrivelse af, hvorledes Kristus helbreder den blinde ved dammen Siloam, Johs. 9,1-41.

Man ser på min rude kun Kristi arm og hånd og fingrene, som berører og helbreder den blindes øjne. Kristus står uden for ruden. Den blinde bliver seende. Hans tro gør ham seende. Symbolsk set er du og jeg og alle i kristen forstand blinde før skællene tages fra vore øjne, som det sker for Paulus på vej ind til Damaskus, Ap.G. 9,18.

Kristi synlige fravær under helbredelsen af den blinde på kirkens midterste rude, den gule, flankeret på hver side af de to aftrykte Kristus-hoveder, dette fravær bliver til et nærvær i det øjeblik den blinde bliver seende eller troende. Og de to aftryk forvandles til tilstedeværende liv. Med troen ses Kristus. Grundtvig-salmen, som jeg refererede til tidligere, siger i fjerde vers:

 

Han, som Liv og Lys uddeler

Med sin Aand og med sit Ord,

Han, som alt det Brudte heler

I sit Bad og ved sit Bord,

Jesus Christus, med vor Glæde,

Er lyslevende tilstede!

Lyset kommer ud af mørket og vi ser.

Under forberedelserne til udsmykningen blev det klart, at kirkens tidligere farver på alt træværk havde en for mørk tone til at modtage kirkerudernes farveindtog. Derfor opstod, i øvrigt for første gang, et samarbejde mellem min kone, Maja Lisa Engelhardt, og jeg selv, idet jeg og menighedsrådet bad hende om at forestå kirkens nye farvesætning. Denne indgår i en dialog med rudernes farver og bibringer kirken et lys, som følger den tanke, der ligger bag budskabet i den midterste ”Johannesrude”.

 

Kristus helbreder den blinde ----(-billede af den gule rude):

Ruden udspringer af den scene af kapitel 9 i Johannesevangeliet, hvor Kristus helbreder den blinde, der har bedt ham om at gøre ham seende. Kristus spytter på jorden og tager den jord, som han har blandet spyttet med, afsætter den på hans blinde øjne og siger så til ham: ”Gå hen og vask dig i Siloam-dammen”. Da den blinde kommer tilbage fra så at sige sit dåbsbad, er han blevet seende. Han er troende i det øjeblik, han beder Kristus om at helbrede sig, fordi han også tror på, at han kan blive seende. Han bliver også frigjort. I kristen forstand er du et ufrit menneske så længe den kristne tro ikke har opfyldt dig. Derfor er han på ruden skildret i en bagbundet situation, hvor han endnu er uforløst. Forløsningen kommer og troen åbner sig for ham og han har modtaget velsignelsen fra Kristus.

 

Kong Abgars mandylion --------(billede af den blå rude):

På den blå rude har jeg forsøgt at skildre Kristi Ansigt i en situation, hvor han ifølge legenden aftrykker sit ansigt på et klæde. Han er ved sin fulde kraft og til stede talende blandt sine disciple, altså ikke lidende, som det udtrykkes i Veronika-svededugen.

 

På bronzealterskrinet, som jeg har udført til kirken, er de tre ruder også gengivet i relief.

Legenden om Abgars mandylion – Kristi ansigt:

En gammel tradition tilskriver kong Abgar, at han skrev et brev til Jesus og modtog et mundtligt svar fra samme. Abgar den Femte var en historisk konge (4 f.Kr.-50 e.Kr.), der regerede i byen Edessa, som lå nær Eufratfloden i Mesopotamien – i dag den tyrkiske by Urfa. Da kongen var syg og led af spedalskhed, skrev han til Jesus og bad om hans komme og helbredelse. Brevet blev bragt af kongens budbærer, Ananias eller Hannan. Kristus sendte besked tilbage og svarede, at han ikke kunne komme selv, da han måtte fuldføre den gerning, han var sendt til i Palæstina, og at han snart måtte gå til sin Fader. Men han lovede at sende en discipel i stedet.

 

Thaddæus eller Addai, én af de 70 disciple, blev sendt afsted af apostlen Thomas, og han helbredte kongen og grundlagde den kristne kirke i Edessa, som blev en af de første kristne byer og kirkesamfund. Kirken dér blev ødelagt i år 202 efter en flodbølge og regnedes for det ældste kendte kristne bygningsværk.

 

Legenden fortæller, at budbæreren Ananias ved mødet med Kristus ønskede at afbilde denne, men lyset fra Herren blændede ham og fra Kristus selv modtog han på et linnedklæde et aftryk af Kristi Ansigt. Dette havde siden mirakuløs helbredende kraft og blev opbevaret i Edessa.

 

Aftrykket eller ikonen blev prototypen til de såkaldte mandylion-portrætter. Samtidskrøniker og kirkehistoriske skrifter taler om brevet og billedet, ikke mindst Euseb fra Caesarea omtaler begge dokumenter i sin kirkehistorie fra ca. 325 (Historia ecclesiastica, 1,13,5-20).

 

Den kvindelige pilgrim og historiefortæller Egeria beretter i sine rejsebeskrivelser fra slutningen af 300-tallet om brevvekslingen mellem kong Abgar og Jesus. Hun har af biskoppen i Edessa under et besøg i byen 384 hørt om brevvekslingen (Peregrinatio Egeriae, 17,1;19).

 

Abgar-billedet eller det hellige mandylion (ordet mindil betyder på arabisk: slør eller klæde) blev efter længere tids bortkomst genfundet i 525 i Edessas bymur. 944 blev mandyliet opkøbt og bragt til Konstantinopel af kejser Romanus Lekapenus.

 

Edessa-billedets historie blev nedskrevet igen på Konstantin VII´s initiativ (især henvises til den såkaldte Alexandria-Menologi, som har illustration af mandyliet). Flere kopier cirkulerede, og med teksten som udgangspunkt blev en kirkelig kalenderfest indstiftet den 16. august 945, til minde om mandyliets tilstedeværelse i Konstantinopel.

 

En ikon fra ca. 950 i Skt. Katharinaklostret i Sinai ørkenen afbilleder historien omkring Abgar-mandyliet. Konstantinopel plyndredes af venetianere og det fjerde korstogs ”riddere”, det skete endda på en Langfredag i året 1204. Herefter forsvandt mandyliet for altid. Men da havde klædet sat sine aftryk i den kristne ikonografi.

 

Veronikas Svededug---------(billede af den røde rude):

Den første rude i kirkens sydside som møder den besøgende, er holdt hovedsageligt i røde farver. Det er ruden med Veronikas Svededug. Alle tre ruder i kirken har hver sin grundfarve, gul, blå og rød. Lysets gennemlysning og refleksion på de hvidkalkede vægge har således passeret spektrets tre grundfarver og vil naturligt blande sig med disse, således at et blandingsfarvet lys opfylder kirken. Lyset er ikke længere dagslys, men er blevet et symbolsk lys til et sakralt rum, som kirkerummet er. Den midterste rude skildrer den blinde, som bliver seende via sin tro. Det er mit ønske, at det samme måtte ske for den besøgende, så de to aftrykte Kristusansigter, det blå Abgar-hoved og det røde Veronika-Ansigt, kan forvandles fra at være aftryk til at blive virkelighed.

 

Veronikas Svededug opstod ifølge legenden, da en barmhjertig kvinde tilbød Jesus sit hovedtørklæde, således at han på vejen til Golgata kunne aftørre sit ansigt for sved og bloddråber. Da hun fik klædet tilbage, bar det Kristi ansigt aftrykt.

 

I navnet Veronika kan måske gemme sig etymologisk vera-ikona – det sande billede.

En anden forklaring på navnet gemmer sig måske i det forhold, at Veronika skulle være en senere udtale af det græske kvindenavn Beronika eller Berenike. Berenike er ifølge flere forfattere fra det 6. årh. navnet på den kvinde, som Jesus lod helbrede for blodflod.

 

Svededugen eller et klæde som udgav sig for at være det oprindelige aftryk, fandtes fra det 8. årh. i Rom og blev af Bonefacius VIII i 1297 bragt til Peterskirken samme sted.

I kunsthistorien er det et motiv, som er behandlet af et utal af kunstnere, ikke mindst fremragende af Memling, El Greco, Zurbaran og Rouault for blot at nævne få.

 

 

Bronzeskrin og krucifiks

Ligeledes i 2004 erhvervede kirken sig et krucifiks med reliefsokkel – fremstillet af Peter Brandes. Kunstneren knytter følgende bemærkninger til dette kunstværk:

 

Mine bronzeskulpturer støbes hos Fonderia Mariani i Pietra Santa nær Lucca i det nordlige Toscana. Under et af mine talrige ophold hos bronzestøberen i foråret 2004 holdt jeg fri en søndag og besøgte om formiddagen den Hellige Martins-kirke i Lucca for endnu engang at studere og glæde mig over udtrykskraften i katedralens berømte romanske krucifiks, Volto Santo, udskåret i træ. Dette værk har spillet en overordentlig væsentlig rolle i kunsthistorien. Det blev en prototype, et udgangspunkt for en lang række Kristus-skildringer over hele Europa, og det igennem flere hundrede år.

 

I Gamtofte kirke hænger på nordvæggen et meget smukt, ret tidligt gotisk trækrucifiks. Et af kirkens klenodier! Jeg kunne ikke undlade at tænke på forskelle og ligheder mellem de to værker, Lucca´s og Gamtofte´s korsfæstelser.

 

Om eftermiddagen tilbage fra besøget gik jeg med det samme i gang med i voks at opmodellere et krucifiks på en sokkel til Gamtofte kirkes korrum. På sokkelen under krucifikset opstod i relief forskellige motiver, ligesom Kristus fremstår med gylden isse – han er den, der har det evige livs lys gemt i sig.

 

                               

På bronzealterskrinet, som jeg har udført til kirken, er de tre ruder også gengivet i relief.

 

Legenden om Abgars mandylion – Kristi ansigt:

En gammel tradition tilskriver kong Abgar, at han skrev et brev til Jesus og modtog et mundtligt svar fra samme. Abgar den Femte var en historisk konge (4 f.Kr.-50 e.Kr.), der regerede i byen Edessa, som lå nær Eufratfloden i Mesopotamien – i dag den tyrkiske by Urfa. Da kongen var syg og led af spedalskhed, skrev han til Jesus og bad om hans komme og helbredelse. Brevet blev bragt af kongens budbærer, Ananias eller Hannan. Kristus sendte besked tilbage og svarede, at han ikke kunne komme selv, da han måtte fuldføre den gerning, han var sendt til i Palæstina, og at han snart måtte gå til sin Fader. Men han lovede at sende en discipel i stedet.

 

Thaddæus eller Addai, én af de 70 disciple, blev sendt afsted af apostlen Thomas, og han helbredte kongen og grundlagde den kristne kirke i Edessa, som blev en af de første kristne byer og kirkesamfund. Kirken dér blev ødelagt i år 202 efter en flodbølge og regnedes for det ældste kendte kristne bygningsværk.

 

Legenden fortæller, at budbæreren Ananias ved mødet med Kristus ønskede at afbilde denne, men lyset fra Herren blændede ham og fra Kristus selv modtog han på et linnedklæde et aftryk af Kristi Ansigt. Dette havde siden mirakuløs helbredende kraft og blev opbevaret i Edessa.

 

Aftrykket eller ikonen blev prototypen til de såkaldte mandylion-portrætter. Samtidskrøniker og kirkehistoriske skrifter taler om brevet og billedet, ikke mindst Euseb fra Caesarea omtaler begge dokumenter i sin kirkehistorie fra ca. 325 (Historia ecclesiastica, 1,13,5-20).

 

Den kvindelige pilgrim og historiefortæller Egeria beretter i sine rejsebeskrivelser fra slutningen af 300-tallet om brevvekslingen mellem kong Abgar og Jesus. Hun har af biskoppen i Edessa under et besøg i byen 384 hørt om brevvekslingen (Peregrinatio Egeriae, 17,1;19).

 

Abgar-billedet eller det hellige mandylion (ordet mindil betyder på arabisk: slør eller klæde) blev efter længere tids bortkomst genfundet i 525 i Edessas bymur. 944 blev mandyliet opkøbt og bragt til Konstantinopel af kejser Romanus Lekapenus.

 

Edessa-billedets historie blev nedskrevet igen på Konstantin VII´s initiativ (især henvises til den såkaldte Alexandria-Menologi, som har illustration af mandyliet). Flere kopier cirkulerede, og med teksten som udgangspunkt blev en kirkelig kalenderfest indstiftet den 16. august 945, til minde om mandyliets tilstedeværelse i Konstantinopel.

 

En ikon fra ca. 950 i Skt. Katharinaklostret i Sinai ørkenen afbilleder historien omkring Abgar-mandyliet. Konstantinopel plyndredes af venetianere og det fjerde korstogs ”riddere”, det skete endda på en Langfredag i året 1204. Herefter forsvandt mandyliet for altid. Men da havde klædet sat sine aftryk i den kristne ikonografi.

 

Veronikas Svededug---------(billede af den røde rude):

Den første rude i kirkens sydside som møder den besøgende, er holdt hovedsageligt i røde farver. Det er ruden med Veronikas Svededug. Alle tre ruder i kirken har hver sin grundfarve, gul, blå og rød. Lysets gennemlysning og refleksion på de hvidkalkede vægge har således passeret spektrets tre grundfarver og vil naturligt blande sig med disse, således at et blandingsfarvet lys opfylder kirken. Lyset er ikke længere dagslys, men er blevet et symbolsk lys til et sakralt rum, som kirkerummet er. Den midterste rude skildrer den blinde, som bliver seende via sin tro. Det er mit ønske, at det samme måtte ske for den besøgende, så de to aftrykte Kristusansigter, det blå Abgar-hoved og det røde Veronika-Ansigt, kan forvandles fra at være aftryk til at blive virkelighed.

 

Veronikas Svededug opstod ifølge legenden, da en barmhjertig kvinde tilbød Jesus sit hovedtørklæde, således at han på vejen til Golgata kunne aftørre sit ansigt for sved og bloddråber. Da hun fik klædet tilbage, bar det Kristi ansigt aftrykt.

 

I navnet Veronika kan måske gemme sig etymologisk vera-ikona – det sande billede.

En anden forklaring på navnet gemmer sig måske i det forhold, at Veronika skulle være en senere udtale af det græske kvindenavn Beronika eller Berenike. Berenike er ifølge flere forfattere fra det 6. årh. navnet på den kvinde, som Jesus lod helbrede for blodflod.

 

Svededugen eller et klæde som udgav sig for at være det oprindelige aftryk, fandtes fra det 8. årh. i Rom og blev af Bonefacius VIII i 1297 bragt til Peterskirken samme sted.

 

I kunsthistorien er det et motiv, som er behandlet af et utal af kunstnere, ikke mindst fremragende af Memling, El Greco, Zurbaran og Rouault for blot at nævne få.

 

 

Bronzeskrin og krucifiks

Ligeledes i 2004 erhvervede kirken sig et krucifiks med reliefsokkel – fremstillet af Peter Brandes. Kunstneren knytter følgende bemærkninger til dette kunstværk:

 

Mine bronzeskulpturer støbes hos Fonderia Mariani i Pietra Santa nær Lucca i det nordlige Toscana. Under et af mine talrige ophold hos bronzestøberen i foråret 2004 holdt jeg fri en søndag og besøgte om formiddagen den Hellige Martins-kirke i Lucca for endnu engang at studere og glæde mig over udtrykskraften i katedralens berømte romanske krucifiks, Volto Santo, udskåret i træ. Dette værk har spillet en overordentlig væsentlig rolle i kunsthistorien. Det blev en prototype, et udgangspunkt for en lang række Kristus-skildringer over hele Europa, og det igennem flere hundrede år.

 

I Gamtofte kirke hænger på nordvæggen et meget smukt, ret tidligt gotisk trækrucifiks. Et af kirkens klenodier! Jeg kunne ikke undlade at tænke på forskelle og ligheder mellem de to værker, Lucca´s og Gamtofte´s korsfæstelser.

 

Om eftermiddagen tilbage fra besøget gik jeg med det samme i gang med i voks at opmodellere et krucifiks på en sokkel til Gamtofte kirkes korrum. På sokkelen under krucifikset opstod i relief forskellige motiver, ligesom Kristus fremstår med gylden isse – han er den, der har det evige livs lys gemt i sig.

 

                              

 
     
  Provstikontor: Østergade 18, 1. -  5610 Assens – Telefon +45 24 91 23 77