Assens Provsti  
 
sandager.jpg
orte.jpg
vedtofte.jpg
dreslette.jpg
karum.jpg
flemlose.jpg
kong.jpg
verninge.jpg
aarup.jpg
skydebjerg.jpg
sonderby.jpg
sollested.jpg
glamsbjerg.jpg
orsted.jpg
brylle.jpg
tommerup.jpg
baago.jpg
turup.jpg
gamtofte.jpg
kerte.jpg
helnas.jpg
haarby.jpg
rorup.jpg
broholm.jpg
holevad.jpg
assens.jpg
vissenbjerg.jpg
barlose.jpg
soby.jpg
 
   
     
   
 

Køng Kirke

Køng Kirke   Køng Kirke

 

Reliefferne i Køng Kirke

I bogen "Runerne i Danmark og deres oprindelse" af Erik Moltke, kan man læse følgende:

I Køng Kirke, Fyn, er bevaret to meget medtagne, forsætligt ødelagte kalkstensrelieffer,  det ene (med runer) forestiller vist nok korsbæringen, Jesu gang til Golgatha, det andet Golgatha, Jesus på korset mellem Maria og Johannes, formentlig de sørgelige rester af kirkens 7 eller 14 stationsbilleder, d.e. de billeder, som i katolske kirker angiver Jesu standsninger ("stationer") på hans vej til Golgatha. Af indskriften under relieffet er størsteparten snittet væk med en øxe eller en kniv (reformationsraseri?), tilbage er kun de første fire: kotæ, hvorefter følger et tegn, der ligner en urnordisk a-rune med meget lange bistave; efter det måske et kort s. Ingen tolkning.

 

Altertavlen

Altertavlen i Køng Kirke er sandsynligvis, som prædikestolen, fra årene 1620 ? 1631. Det er meget tænkbart, at de er bestilt lavet af herskabet på Søholm, som på det tidspunkt var Niels Skinkel og senere sønnen Morten. På altertavlens ene ?vinge? ser vi også den franske lilje, som indgik i Skinklernes våbenskjold. Desværre har vi ikke hidtil kunnet finde navn eller initialer på kunstneren, der har forestået træskærerarbejdet.

Altertavlen har altid for os med sin størrelse virket voldsom ? man får næsten fornemmelsen af at få den i hovedet, når man enten ser op eller går op til koret. Det passer meget godt med tidens stil, nemlig højrenæssance eller barok ? altså lidt voldsom.

 

I overensstemmelse med datidens skik er altertavlen fyldt med indskrifter: her bl.a. Trosbekendelsen og Fadervor i forgyldte og letlæselige bogstaver ? når man altså kommer tæt på.

Vi tror, at træudskæringerne oprindeligt har været malet med almuefarver, hvilket har fremhævet udskæringerne. Tidens tand har været hård ved malingen og ved en restaurering, evt. et modelune, er den enten blevet ?afsyret? eller kort og godt skrabet af.

 

Et alterbillede hører sig til. Vi kender ikke kunstneren, men billedet skal klart minde os om fødslen i Betlehem, altså julebilledet.

 

Det forunderlige er ikke i sig selv billedet. En nærmere undersøgelse af altertavlen viser, at alterbilledet er let udskifteligt. Vi forestiller os, at kirken på et eller andet tidspunkt har haft flere billeder, som man skiftede ud i forbindelse med årets kirkelige højtider. De andre er nok gået alt kødets gang, og så er julebilledet blevet det blivende, som vi ser i dag.

 

Stenen ved indgangen til våbenhuset

Der spørges ofte: Hvad er det for en sten?

Stenen er gammel. Med sin flade overflade må den være tilhugget. Vi tror, den har været genbrugt indtil flere gange.

 

Første gang var den måske tiltænkt kirkens ydervæg i forbindelse med nybyggeri, måske til tværskibet, men da den nok har været for "tynd", blev den kasseret og henlå blot på kirkegården.

Kikker man nærmere på stenen, kan man under særlige lysvinkler ane en indskrift med nogle initialer "A" og "C" samt mere tydeligt årstallene 1769,1788 og 1792

Afdøde skoleinspektør Hans Jørgen Jørgensen (1898-1979) har udlagt teksten, der passer med kirkebogen, sådan:

Den unge bødker i Gummerup, Joachim Rasmussen, blev i 1788 gift med Anna Chrestensdatter, født i 1769. Hun blev begravet 23/7 1792, 23 år gammel (meget tænkeligt død i barselseng).

 

Det er på en vis måde en sød historie, og bødkeren må jo have holdt meget af sin kone, for dengang var det ganske usædvanligt "for en bødker" at bekoste et så fint gravminde for sin kone.

 

Efter fredningstiden har man nok syntes, at stenen var for god blot at kaste i skrotbunken. Den er derfor blevet flyttet til sin nuværende plads og brugt som "talerstol", når præsten eller sognefogeden efter gudstjenesten kaldte til kirke- eller sognestævne for at kundgøre nye love og bekendtgørelser.

I dag bruges den blot som en siddeplads, hvor man i sommertiden kan sole sig, hvis man skulle være kommet lidt for tidligt til søndagens gudstjeneste.

 

Kirkeblokken ved udgangen

Fra gammel tid har der været indsamlinger i kirken, og i alle landets kirker møder man ved udgangen en indsamlingsbøsse eller en kirkeblok. En sådan må nødvendigvis stå ved udgangen, ikke så meget for en indsamlings skyld, men som en påmindelse om at elske og værne om den, som er svag.

 

Når man efter en gudstjeneste går ud af kirken, så er det altid med Guds velsignelse. Så møder man ved udgangen en kirkebøsse, der giver den påmindelse at dele ud til andre og at dele med den anden. Det er en fundamental påmindelse i kristentroen. Her er Guds ord til os: Du skal elske din næste som dig selv!

Det er let at bilde sig ind, at vi kommer til kirke for at tjene Gud. I kristentroen forholder det sig omvendt: I kirken hører vi Evangeliet, at Gud tjener os, og at hvad vi gør imod hans mindste små, det gør vi imod ham.

Kirkebøssen er altså ikke blot en praktisk anordning til indsamlinger, den er langt mere en påmindelse om at vise medmenneskelighed og ansvar.

 

Kirkebøsser

I Køng Kirke findes der faktisk ikke mindre end 4 kirkebøsser. Deres alder kan man kun gisne om. Den ældste må være den, der er placeret på bænken til venstre, når man kommer ind i kirken. Den har påskriften ? Til de fattige?. Hvis den stammer fra samme tid som bænkene, kommer man i hvert fald let tilbage til 1700-tallet. 

Til højre, tæt på indgangsdøren, findes endnu en kirkebøsse eller kirkeblok. Man kan undres over, hvorfor man har anskaffet endnu en, og hvornår det er sket. Da Lars Paludan kom til Køng i 1978 var den nye kirkebøsse ikke malet i samme farve som bænkene, men fremstod i lyst træ. Det kunne tale for, at den er opsat efter at bænkene blev malet i 1910. Måske skulle kirkebøssen bare være nærmere døren? Og den gamle ville man ikke flytte rundt med.

 

Der findes endnu 2 kirkebøsser, og de er flytbare. Det har været skik at sætte dem i våbenhuset.

 

Den gamle salmetavle

I sideskibet i Køng Kirke hænger en gammel salmetavle. Lokalhistorisk Arkiv har heldigvis fotos af inventaret fra kirken. Her ser man 3 gamle tavler, hvoraf altså kun den ene er tilbage. Det gamle foto stammer fra 1916.

Tidligere sognepræst Lars Paludan fortæller: Tavlen er interessant ved, at der skelnes mellem gudstjenester med 3 salmer og gudstjenester med 4 salmer. Højmesse har været og er som bekendt stadig en betegnelse for en gudstjeneste med altergang. Det spørgsmål, som tavlen i Køng kirke rejser, er i virkeligheden det omfattende spørgsmål om udviklingen i gudstjenesten indenfor de sidste 200-300 år, herunder spørgsmålet om hyppigheden af altergang ved gudstjenesten og derved spørgsmålet om altergangens placering i folks bevidsthed. Helt op mod vor egen tid har gudstjeneste uden altergang været det almindelige og med prædikener af op mod en times varighed. Altergang var noget, man samledes til nogle få gange om året. Den hyppige altergang, vi kender i dag, tog sin begyndelse for godt 100 år siden i vækkelsernes tid. Den fik den følge, at gudstjenestemenigheden blev delt. De, der ikke deltog i altergangen, forlod ved altergangens begyndelse kirken. Det ser man så at sige ikke i dag.

 

Konkrete udsagn om salmetavlens alder må - i hvert fald for mit vedkommende - bero på et gæt. Mon ikke den er taget i brug engang i 1700-tallet? 

 
     
  Provstikontor: Østergade 18, 1. -  5610 Assens – Telefon +45 24 91 23 77