Assens Provsti  
 
baago.jpg
haarby.jpg
sollested.jpg
vedtofte.jpg
aarup.jpg
gamtofte.jpg
sandager.jpg
verninge.jpg
vissenbjerg.jpg
sonderby.jpg
helnas.jpg
brylle.jpg
barlose.jpg
skydebjerg.jpg
flemlose.jpg
turup.jpg
kong.jpg
holevad.jpg
tommerup.jpg
glamsbjerg.jpg
orsted.jpg
karum.jpg
kerte.jpg
rorup.jpg
broholm.jpg
assens.jpg
dreslette.jpg
soby.jpg
orte.jpg
 
   
     
   
 

Sandager Kirke

Sandsager Kirke   Sandsager Kirke

 

Fra folderen om Sandager Kirke fra 1998.

 

Landet omkring åen

 

På vestkysten af Fyn løber Puge Mølle å ud i Lillebælt 6 km nord for Assens og 2 km syd for Emtekær Nor. I vikingetiden var dette åløb langt bredere og dybere end i dag, og strakte sig som en mindre fjord et lille stykke ind i landet.

 

På nordsiden af åens udløb lå der i vikingetiden en borg. Denne borg lå i forbindelse med den mindre landsby Næs. På sydsiden af åens udløb var borgen Aborg muligvis allerede opført i vikingetiden. De spor, der er fundet af denne borg, er dog fra den senere middelalder.

 

Borgen på Sandager Næs stod i forbindelse med vagt- og varslingsstedet Bavnebjerg, som i dag blot kaldes Bavnet (bavn betyder bål).

 

Borgen skulle først og fremmest beskytte fjordens indløb og de tilhørende havnepladser. Men dernæst skulle den også beskytte de byer, der lå længere inde i landet. Det var den store landsby Sandager og vadestedsområdet Salbrovad. Det var Barløse. Det var de små landsbyer langs Holevad-bækken: Karup, Smejrup, Holevad og Mygind. Og så var det ikke mindst områdets vigtigste by Gamtofte, som også ligger tæt ved Holevad-bækkens løb. Gamtofte var egnens centrale magtbasis, som i middelalderen bevarede sin status ved at blive sæde for sysselprovsten i 1100-tallet og tingsted for Baag Herred.

 

Området omkring fjordens indløb ved Sandager var derfor betydningsfyldt. Det var et maritimt knudepunkt på linie med områdets to øvrige knudepunkter; Torø Sund og Helnæs bugt. Borg-, vold- og vagtanlæget på Sandager Næs kom da også på et tidligt tidspunkt til at høre til krongodset. Dette skete muligvis allerede i forbindelse med kongemagtens organisering fra omkring år 1000.

 

Sandager var en aflang reguleret vejby. Vejen, der gik igennem byen, skilte sig ved et vandløb i byens vestre ende, og førte både ud til Næs og til gården Ore (i dag Orelund) og videre ud mod Husbygård (senere omk. 1300: Iversnæs; fra 1672: Wedellsborg).

 

Den første kirke i Sandager

Den første kirke i Sandager har sandsynligvis været en trækirke, der er blevet bygget i forbindelse med vikingehøvdingens gård.

 

Der er ikke fundet sikre arkæologiske spor efter denne kirke. Men den nuværende kirkes placering antyder, at den første kirke har været en gårdkirke.

Hvad man kan sige om kirken i Sandager i den tidlige kristendom, vil derfor kun være gisninger.

Den lokale vikingehøvding er sandsynligvis gået over til kristendommen lige omkring årtusindskiftet.

Trækirken har været en lille rektangulær bygning på kun en 10-20 m2. Kirken har indeholdt et alter mod øst og sandsynligvis også en døbefont.

 

Omkring kirken har der fra begyndelsen været anlagt begravelsesplads.

 

Oplysningerne om de første trækirker og kristendommens udformning i vikingetiden er sparsomme. Man må dog formode, at en kirke som den i Sandager ikke fra begyndelsen har været underlagt nogen særlig overkirkelig myndighed, men at den har været en privat kirke udelukkende ejet af vikingehøvdingen. Ligeledes kan man med stor sandsynlighed antage, at den første kristendom i landet har været en blanding af kristendom og den gamle oldnordiske religion. Dette bevidnes igennem datidens kunst og poesi, der ofte indeholder en blanding af forskellige stilarter og symboler, og sammenkæder myter og fortællinger fra begge religioner.


Den romanske stenkirke
(1200)

Den romanske stenkirke blev bygget omkring år 1200. Den har hørt til en af de sidste romanske kirker, der blev bygget. De nærliggende kirker Barløse, Gamtofte og Kærum har eksempelvis været bygget mellem 50 og 100 år før.

 

Kirkens opbygning kunne antyde, at den er blevet bygget af to omgange. Først skulle man have bygget koret og triumfbuen, og afsat fortanding for skibets langmure. Koret og denne første del af skibet hviler på en dobbelt sokkel. Dernæst har man fuldført skibet på en enkelt sokkel.

Det er dog ikke sikkert, at skellet mellem enkelt- og dobbeltsokkel angiver et særligt stop i byggeriet. For det første finder man denne konstruktion hos flere landsbykirker. For det andet har der i det hele taget været mange stop i byggeriet undervejs. Det har været helt naturligt. Det tog nemlig gennemsnitligt 20 år at bygge en romansk landsbykirke på grund af vejr og vind, mangel på arbejdskraft og ikke mindst krigshandlinger i og udenfor området.

 

Kirken har været bygget med et skib og et kor efter en meget anvendt byggeregel, hvor korets udvendige længde er ca. en trediedel af kirkens samlede længde. Kirken har udvendigt målt godt 19 meter.

Alene sokler og hjørner har været udført af granitkvadre. Murkærnen består af rå marksten i skælkalkmørtel, der er stumper af skaller og trækul i mørtelen. De højt placerede romanske rundbuevinduer har også været hugget i granit. Der har været 5 små vinduer i kirken.

 

Som det var skik har kirken haft en mandedør mod syd og en kvindedør mod nord. Syddøren er i dag tilmuret og dækket af et nyere vindue.

 

Kirkens tag har sandsynligvis været af strå eller træflis.

 

Kirkens loft har været af træ, båret af store tværliggende egetræsbjælker.

 

Triumfbuen, der adskiller skib og kor, har været noget mindre, end den fremstår i dag.

 

Kirkens vægge har været kalkede og dekoreret med farvestrålende kalkmalerier.

 

Inde i koret har der været et stenalter, hvori der har været gemt et relikvie. Den gamle alterplade findes endnu, og står i korets sydside. Alterpladen er senere blevet brugt som gravsten, men relikviegemmet ses stadig.

 

Døbefonten har haft sin første plads midt i skibet. Den har sandsynligvis stået på et podie.

Kirkens første klokke har hængt i en klokkestabel af træ ved siden af kirken.

 

Rundt om kirken har man muligvis allerede omkring opførelsestidspunktet sat et stendige for at beskytte kirkegården mod dyr.


Senmiddelalderen (ca. 1400-1500)

Omkring år 1100 kom der en reformbevægelse indenfor hele det europæiske kirkesystem. Denne reformbevægelse kom især til udtryk i en kirkelig lovgivning (romerloven) der organiserede kirken. Den kom ligeledes til udtryk  i en mængde munkebevægelser, i et nyt universielt verdensbillede og i en ny kunstnerisk retning. Der er tale om en ny tid, som man har kaldt gotikken.

 

Den gotiske stils indflydelse på kirkebyggeriet er i grove træk karakteristisk ved, at man øgede kirkernes højde, anvendte spidse buer og krydshvælvinger. Ved krydshvælvingerne kom vægten til at hvile på de enkelte hjørnepunkter, fremfor som tidligere på murene. Derfor kunne man nu indsætte større vinduer i kirkerne.

I Sandager blev en større ombygning til gotisk stil foretaget i slutningen af 1400-tallet.

Ved denne ombygning fik kirken sit tårn og sit våbenhus mod nord, der begge dele blev bygget i munkesten. Syddøren blev muret til, og skibet blev forlænget en anelse mod vest. Der blev åbnet op mellem skibet og tårnrummet, så rummet dermed blev yderligere forlænget.

 

I kor, skib og tårnrum blev der bygget krydshvælv. Triumfbuen blev i den forbindelse udviddet.

De kalkmalerier, som kan iagttages i dag, blev malet ved denne ombygning.

Skibets romanske vinduer blev muret til, og der blev bygget større vinduer i skibet og i tårnets sydmur.

Taget blev belagt med tegl.

 

Døbefonten er på dette tidspunkt blevet flyttet ned ved siden af indgangsdøren, hvad der var almindeligt på denne tid.

 

I denne periode har alteret sandsynligvis også fået sine to malmstager. De findes i hvet fald i kirken i 1589, da biskop Jacob Madsen er på visitats.

Reformationen (1536)

Reformationens opgør med pavekirkens opbygning og teologi satte med tiden også sine spor i Sandager kirke.

At præsten ikke længere blev anset som en særlig hellig mand, og at præsten nu kunne gifte sig, betød, at der opstod hvad man kan kalde en præstegårdskultur. Det vides ikke, om kirkens præster før reformationen har været bosat i sognet, eller kirken har været betjent fra eksempelvis klosteret i Assens. Men umiddelbart efter reformationen får kirken i hvert fald sin egen præst, og den gård, som sandsynligvis i forvejen hørte under kirken bliver præstegård.

 

Med reformationen blev kirkens gods iøvrigt lagt ind under kronen.

 

Bygningsmæssigt havde reformationen ikke den store betydning. Det drejede sig først og fremmest om at få gjort op med den tidligere lære, og få konsolideret den luthersk-evangeliske. Det gjorde man blandt andet ved at udsende en kirkeordinans, påbyde præsterne at eje Luthers postil og katekismus, rette gudstjenesten ind efter de nye tanker, skrive og udgive salmer, og ikke mindst udgive Bibelen på dansk. Dette opgør betød selvfølgelig, at man ophørte med at anvende forskellige remedier i kirken, såsom vievandskar, røgelseskar og monstransskabe.

 

Da biskop Jacob Madsen kommer på besøg i Sandager i 1589 står døbefonten i tårnrummet. Her er den sikkert flyttet ned efter reformationen.

 

Den første kendte præst i Sandager er Laurits Nielsen, der bliver ansat i 1529. Laurits Nielsen har sandsynligvis været lutheraner fra begyndelsen af sin ansættelse. Dette skal ikke kun ses i forhold til, at han bliver i sognet i 32 år til sin død i 1561, men især i forhold til, at reformationen allerede blev gennemført i 1528 i Assens, og at dette selvfølgelig har indvolveret de fleste kirker i omegnen.

 

I 1571, da Holevads præst Rasmus Hansen dør, bliver Holevad sogn anneks til Sandager. Dette sker efter en kongelig beslutning fra 1555, hvor kong Christian III i et brev skrevet på Nyborg Slot bekendtgør, at Søby, Sandager, Holevad og Turup kun skal have 2 i stedet for 3 præster.

Ortodoksien (ca. 1600-1700

I begyndelsen af 1600-tallet kommer landet ind i en politisk og økonomisk krise. Dette skyldtes ikke mindst, at dels Jylland og dels hele landet blev besat af fjendtlige tropper 4 gange fra 1627-58. Og ved siden af krigsødelæggelserne måtte landet også opleve pestepedemier, hårde vintre, våde somre, misvækst, kvægsygdomme, stormskader, vandfloder, udbredt sygelighed o.s.v. Hele dette forfald påvirkede alle. Og da man forbandt religion og politik tæt, så drog man også den konklusion overfor al elendigheden, at kongen var ansvarlig. Det var således kongens ansvar at styrke folkets gudsfrygt, så man kunne stå denne modgang imod. Men dette var ikke nemt, da reformationen på flere punkter havde slået fejl. Det var på mange punkter endt i en stiv kirkelighed, hvor en overfladisk fromhed herskede. Det ugudelige liv var en fare, som måtte bekæmpes, og det skulle gøres ved at finde reformationens rettroenhed (ortodoksi) frem igen.

I denne periode slog man derfor på, at alle lige fra høj til lav skulle undervises i kristendom. Universiteter og skoler blev udbygget. Tilsynet med præsterne blev styrket. Og præsternes arbejde med at give sine sognebørn undervisning i kristendommen blev ligeledes strammet op.

 

På grund af kongens store forbrug af penge til at forsvare landet med, begyndte kongen at sælge kirkerne til adelen. Da adelen til gengæld sad godt i det, betød dette ejerskifte, at der mange steder kom nyt kirkeinventar.

Sandager kirke bliver i disse år solgt til Wedellsborg gods. Hvornår det skete vides ikke nøjagtigt. Og det er således heller ikke til at sige, om kirkens nye inventar er erhvervet før eller efter salget af kirken.

 

Under alle omstændigheder, så fik Sandager kirke i denne tid sin prædikestol. Om der har været en før denne, er ikke sikkert. Ligeledes har man fået udskiftet alteret, og har sandsynligvis ved samme lejlighed fået installeret knæfald. Dette alter er i dag ikke i brug, men hænger på tårnrummets nordvæg, hvor det er blevet malet hvidt.

 

Sandsynligvis har kirken også på dette tidspunkt fået sine første kirkebænke.

Det er også i denne periode, at kirken får sit nuværende altersølv. Både kalken og disken er fra 1669.

Det er også i denne periode, at Sandager kirke får sin madonna-figur, der stammer fra en højaltertavle skåret omkring år 1525 af Claus Berg.

 

Da man har villet gøre kirken mere "hvid" eller "ren", har man kalket kalkmalerierne over, muret østvinduet i koret til, og muret monstransskabet og skabet i korets nordvæg til.

I denne tid bliver det moderne i velstående kredse at lave store gravminder over sig selv og sin familie. I Sandager kender vi til fem gulvbegravelser. De to sten er i dag inde i kirken og de andre tre ligger udenfor nord for tårnet.

Pietismen (ca. 1700-1800)

Den fromhedsbølge der kom i 1700-tallet, og som vi kalder pietismen, satte ikke nogen særlige spor i det bygningsmæssige.

 

Pietismen drejede sig mest om det åndelige. Der blev fortsat  lagt mere og mere vægt på undervisning, og i takt med dette blev der bygget flere skoler rundt omkring i landet, og således også i Sandager. Den første egentlige skolelov stammer da også fra denne tid.

 

Hvad det specifikt kirkelige angår, så genindførte man i 1736 konfirmationen.

 

I 1700-tallet er landet igen inde i en opblomstringstid, hvor adelens magt og rigdom især styrkes. Dette smitter selvfølgelig af på kirkerne, hvor der foretages mange forbedringer af kirkerne, og mange kirker får nyt inventar. Men velstanden i landet betyder også, at der breder sig en kirkelig ligegyldighed i befolkningen.

Det eneste levn fra denne tid i Sandager kirke er de vinduer, som kirken har i dag, og som giver kirken et godt lys.

Religiøs vækkelse (1800-1960)

Den religiøse vækkelse, der allerede var begyndt med pietismen i 1700-tallet fortsatte i endnu mere udbredt grad i 1800-tallet. Parallelt med, at man indenfor filosofi og politik lagde mere og mere vægt på det enkelte menneske, lagde man indenfor kristendommen vægt på den personlige religiøse følelse.

Vækkelsen tog i løbet af århundredet to retninger, der begge stod i et opgør med den gamle statskirke. Den ene retning var Indre Mission og den anden grundtvigianismen.

 

Vækkelsen havde stor indflydelse på, at Folkekirken blev oprettet i forbindelse med Grundlovens vedtagelse i 1849.

 

På Vestfyn var de forskellige kirkelige retninger ikke så aktive, som man så det andre steder i landet. Men alligevel kan man ane, at interessen for kirken også her er steget betydeligt i forhold til 1700-tallets ligegyldighed. Overalt i landet kommer der nemlig nu i større eller mindre grad en interesse for kirken, som også sætter sine præg på kirkebygningen.

 

Således fik Sandager kirke i 1865 sit første orgel.

 

Alterpartiet fik nyt billede. Billedet forestiller Kristus, der velsigner et barn. Det er en kopi efter Carl Bloch.

 

 

Billedet er signeret Paula J.

 

Knæfaldet blev udskiftet.


En følge af Grundtvigs tanker var, at man i mange kirker fik en syvarmet lysestage på alteret. Det gjorde man også i Sandager. I dag står den i kapellet. Kirken fik også nye kirkebænke, hvor der var låger mellem stolestaderne.

Døbefonten blev i løbet af 1800-tallet sat op i koret.

Ligeledes er det også i denne periode, at man i Sandager får sat en kakkelovn op ad sydvæggen midtfor i kirkeskibet.

I 1862 satte Det Kgl. Danske Fyr- og Vagervæsen spir på kirken, der skulle fungere som sømærke.

Natten mellem den 29. og 30. april 1897 brændte kirkens tårn. Branden begyndte i den gård, der lå tæt op ad kirketårnet mod vest. Og brænden udviklede sig, så ikke kun kirketårnet, men også  præstegården fulgte med.

Efter branden måtte kirken og især tårnet sættes i stand. Den tidligere klokke, der var fra omkring år 1700, var ved branden faldet igennem tårnhvælvingen. Den blev nu støbt om.

 

Kirken fik også fornyet sit spir.

 

Efter branden har kirken også fået nyt orgel, der blev bygget på et pulpitur over tårnets vestdør.

Gården der brændte flyttede ud på Næs, og kom til at hedde Sandbjerggård. På halvdelen af den grund, hvor gården havde ligget, udvidede man kirkegården mod vest i 1899.  I den anledning blev kirkegårdsdiget mod nord og vest sat om og muret i cement. Tidligere have byens sprøjtehus ligget op ad kirkegårdsdiget. Det blev nu flyttet.

 

Der blev naturligvis også bygget ny præstegård i 1897.

Det 20. århundrede

I det 20. århundrede er der sket forskellige ændringer ved kirken og præstegården.

Den første ændring i de kirkelige forhold var, at kirken i 1909 overgik til selveje efter i godt 250 år at have hørt under Wedellsborg gods.

 

I 1914 blev kirkens kakkelovn udskiftet med et kul og koksfyret varmeværk, der blev placeret i en nyudgravet kælder nord for skibet ved siden af våbenhuset. Fyrets varme blev ført ind i kirken igennem en kasse med gitter foroven, der stod i skibets nordøstlige hjørne. I den forbindelse blev der også lavet en skorsten i kirkens nordvæg mellem kor og skib, som stadig anvendes.

 

I 1917 fik man installeret elektricitet i kirken. I den anledning blev kirkens tre trearmede petroleumslamper fra 1905 udskiftet med lysekronen ud for våbenhuset.

 

I begyndelsen af 1950´erne blev der taget skridt til en restaurering af kirken, da korhvælvingen var ved at synke sammen i det sydøstlige hjørne. Dette kom til at betyde væsentlige ændringer indvendig i kirken.

Restaureringen blev ledet af arkitekt Rolf Graae og Knud J. Krogh fra Nationalmuseet. Restaureringen foregik i ca. 2½ år fra 1956-58.

 

Restaureringen resulterede i, at kirken på så mange punkter som muligt blev ført tilbage til dens oprindelige udseende. De gamle kalkmalerier blev afdækket. Den enkelhed, som fandtes i kirkens første dage, kom nu frem, og blev nu understreget af en moderne og enkelt udformet alterskranke, ligesom et stenalter inspireret af det oprindelige romanske alter blev sat op. Til at begynde med var der to adskilte alterskranker på hver side af alteret på tværs af koret. Siden blev endnu en alterskranke udformet, og de tre dele blev på traditionel vis sat "rundt" om alteret, sådan som de står i dag. En særlig finesse ved koret er, at man ved restaureringen valgte at afdække korets østvindue, som i næsten 500 år havde været muret til. Dette er med til at give koret og hele kirken et særligt lys.

 

Ved restaureringen fandt man tre skabsnicher i forbindelse med koret. De blev alle afdækket. Monstransskabet er blevet malet hvidt, og dominerer dermed ikke koret, men det giver samtidig med et kønt afbrud i korets østvæg. Nichen, man fandt i korets nordvæg, har man igen anvendt til et skab, der opbevarer kirkesølvet. Skabet er blevet lavet, som man kan forestille sig det oprindeligt så ud. Nichen, som man afdækkede i triumfbuens sydside, har man blot ladet stå hvidkalket.

 

Døbefonten blev nu flyttet ned på sin nuværende plads overfor prædikestolen i skibets nordøsthjørne.

Kirken fik nye bænke. Men man bevarede de gamle stolestader.

 

I tårnrummet har man møbleret med Kåre Klints kirkestol i oliebehandlet bøg med søgræssæde.

I forbindelse med restaureringen fik kirken et nyt orgel, hvis kasse er bygget rundt om tårnets vestdør. Der blev installeret centralvarme og oliefyr, ligesom kirkens første teleslyngeanlæg blev installeret.

Omkring 1965 blev der bygget et kapel med kontor til graver og offentligt toilet.

 

Den næste ændring i forbindelse med kirken kom i begyndelsen af 1970´erne, hvor man udvidede kirkegården mod syd, og i den forbindelse fik anlagt en gravplads for dem, der ønsker at være anonyme.

I 1973 blev Sandager-Holevad pastorat lagt sammen med Barløse sogn, der blev hovedsognet.

I 1980 installerede man automatik til kirkeklokken.

 

I 1985 blev kirkens spir istandsat, da det viste sig at træværket i spiret var mere eller mindre rådnet væk.

I efteråret 1994 bad menighedsrådet den lokale billedhugger Erik Brandt om at lave et granitkors til kirkens alter, der blev opstillet i foråret 1995.

KIRKENS INVENTAR

 

ALTERET
Alteret er tegnet af arkitekt Rolf Graae, og opsat i forbindelse med restaureringen i 1958.
Alteret skal minde om et gammelt romansk alter.

 

Den grå granitplade er udført i ét stykke. Underdelen er opmuret i rødlige kvadre. Midten af siderne viger nicheformet tilbage, så hjørnerne markeres som piller. Alteret er bygget over en fællesnævner på 15 cm (6 engelske tommer).


Alterskrankens knælepulte er udført i smedejern belagt med bladsølv. Hylderne er i glas. Hynder og armstøtter er betrukket med ufarvet oksehud.


MALMSTAGERNE
Malmstagerne på alteret er simpelt udformet i traditionel stil fra omkring år 1500. Der er ingen inskriptioner i dem, som angiver giverne eller som fortæller om deres alder. Stagerne befinder sig i kirken i 1589, da biskop Jacob Madsen er på visitats.


KIRKESØLVET
Kirkesølvet består af en kalk, en disk, en oblatæske og særkalkene. Kalken er det bæger der indeholderen vinen under altergangen, ligesom alterbrødene (oblaterne) bæres rundt på disken. Særkalkene er de bægre hver enkelt drikker af ved altergangen. Oblatæsken er til opbavarelse af alterbrødene.

 

Både kalk og disk har begge indgraveret to våbenmærker. Det ene forestiller et firetal og har initialerne "IPS" og det andet våbenmærke har afbilledet et lam, der bærer et processionskors med et flag. Dette er et symbol for Kristus som offerlammet, der sejrer over døden. Dette våbenmærke har initialerne "MHD" på kalken og "MPD" på disken. På kalken er årstallet 1669 angivet med et tal på hver side af våbenmærkerne. 
På disken står 1669 under våbenmærkerne. Det er usikkert, hvem initialerne og våbenmærkerne sigter til. Men det drejer sig nok om herremanden på Orelund. På disken er der ligeledes indgraveret "IHS", der står for "Jesus Hominum Salvator", der betyder: "Jesus, menneskenes frelser." 


På kalkens fod, hvor våbenmærkerne og årstallet er indgraveret, er der også påsat en lille Kristusfigur i sølv. 
På kalkens vulst er der påsat fire små firkanter i sølv, hvorpå tallene 0,1,8 og 4 er indgraveret. Hvad disse tal står for, er en uløst gåde!

 

Opbevaringsæsken til oblaterne er sandsynligvis ikke fra samme tid. Der er ikke indgarveret noget årstal. Her er kun i æskens låg indgraveret et malteser-kors. Æsken er sikkert af nyere dato. Nok fra 1800-tallet. Særkalkene er fra slutningen af 1930´erne.


STENKORSET
Granitkorset på alteret er udført af den lokale billedhugger Erik Brandt i 1995.

Korset er et lille, enkelt og meget kønt kors, der passer ind i den stil, som alterpartiet fik ved restaureringen i 1958.

 

MONSTRANSSKAB
Det lille indmurede skab man finder på korets østgavl nord for vinduet er højst sandsynligt et såkaldt monstransskab.

 

Skabet blev fundet ved restaureringen i 1956-58, og er efter en istandsættelse og konservering blevet malet hvidt.

 

Et monstransskab anvendes i den katolske kirke til opbevarelse af indviet brød og vin.

Monstransskabet er udhugget af én egeblok. Der har været en hylde i skabet, og det har naturligvis også haft en låge.

 

Der er ikke blevet foretaget nogen nøjagtig datering af skabet, og det kan være indmuret allerede ved kirkens opførelse, men stammer nok mere sandsynligt fra sengotisk tid.


SKABSNICHERNE
Ud over monstransskabet finder man i koret et andet skab og en skabsniche. Begge skabsnicher blev fundet ved restaureringen i 1956-58. Det ene i korets nordvæg og det andet i foden af triumfbuen mod syd.

Ved restaureringen genskabte man skabet i nordvæggen, som det muligvis har set ud.  Dette skab har sandsynligvis tidligere opbevaret kirkens hellige kar, og bruges igen i dag til at opbevare kirkesølvet.

Skabet mod syd fremstår i dag kun som en niche.


GRAVSTENEN I KORET
På korets sydvæg står en gravsten over sognepræst Hans Boesen, der døde i 1658, samt hans hustru Margrethe Bang, der døde i 1640, og tre af deres børn.

 

Familien ligger sandsynligvis begravet i koret, og stenen har tidligere været nedlagt i gulvet.

Stenen er den gamle romanske alterplade. Man kan i stenens centrum se det gamle relikviegemme.

MADONNAFIGUREN
Madonnafiguren, der hænger ved triumfbuens nordre side, er et stykke fint forarbejdet træskærerarbejde fra ca. 1525, der stammer fra en større altertavle af Claus Berg.

 

Claus Berg (ca. 1470-1540) var fra Lübeck, men optræder efter 1507 som borger i Odense, hvor han havde et stort billedskærerværksted.

 

Hans prægtigste værk er den højaltertavle, som nu står i Skt. Knuds kirke i Odense. Men mange andre altertavler og helgenfigurer er udgået fra værkstedet i Odense, og således den højaltertavle, som madonnafiguren i Sandager stammer fra.

Madonnaen er sandsynligvis anskaffet til kirken i slutningen af 1600-tallet.



KORBUEKRUCIFIKS
Krucifikset over triumfbuen er fra omkring år 1500. Det kan, før det fandt sin plads i korbuen, have været anvendt som processionskors, hvor det har siddet på en lang stang, og blevet båret frem af en præst foran forskellige processioner.

Det er et typisk gotisk krucifiks, hvor  Jesus fremstilles lidende.



DØBEFONTEN
Døbefonten er af den såkaldte lillebæltstype, hvor kumme og fod er firkantede.

Foroven er fonten prydet med et menneskehovede på hvert hjørne. Imellem hovederne er udhugget bræmmer med enkle ornamenter.

 

Døbefonten er fra kirkens opførelsestidspunkt omkring år 1200.

 

Døbefonten har igennem tiden flyttet lidt rundt i kirken. Til at begynde med stod den midt i kirkens skib og sikkert på et podie. I senmiddelalderen er den flyttet ned ved siden af kirkens indgang. Efter reformationen blev den flyttet ned i tårnrummet. I midten af 1800-tallet blev den flyttet op i koret. Døbefontens nuværende plads i skibets nordøstlige hjørne fik den efter restaureringen i 1958.

 

Dåbsfadet er fra midten af 1500-tallet og muligvis fremstillet i Nürnberg. Det forestiller Maria bebudelse. Rundt om fadet ses springende hjorte.

Tinkanden fra 1959 er tegnet af Kåre Klint.

 

PRÆDIKESTOLEN
Prædikestolen er af den såkaldte Gamtoftetype.

Der findes ca. 21 prædikestole i det Vestfynske, som man nogenlunde kan rubricere under denne type: Gamtofte (1597), Ørsted (1598), Turup (1598), Kerte (1599), Flemløse (1599), Brenderup (1602),  Fjeldsted (1602), Grindløse (1604), Kærum (1616), Barløse (1616), Hårby (1618) , Holevad (1619), Køng (1620), Tanderup (1620), Verninge (1621), Orte (1625), Sandager (1626), Balslev (udateret), Søby (udateret), Skydebjerg (udateret) og Sønder Broby (udateret).

 

Prædikestolene er fremstillet i årene fra 1597 til ca. 1626. De kan være fremstillet på ét eller flere værksteder.

Prædikestolen i Gamtofte fra 1597, der har lagt navn til typen, er den ældste af dem alle, og også en af de kønneste og mest velforarbejdede. Den kan være importeret, og på den måde eventuelt være de andres forlæg.

 

Prædikestolene kan variere lidt i udstyr, men har nogle klare fælles træk. De er alle skåret i eg i renæssancestil. De har mindst 4 fag, der er delt i tre vandrette felter. De nederste felter indeholder bibelcitater med reliefskårne bogstaver. Der anvendes som regel de samme skriftsteder. På prædikestolens hjørner imellem indskrifterne kan der være anbragt udskårne løvehoveder. De enkelte bibelcitater er hentet fra den evangelist, der er fremstillet på det ovenstående hovedfelt. Således er de 4 evangelister  udskåret i hver sit felt sammen med deres symboler. Ved Matthæus er gengivet en engel. Ved Markus en løve. Ved Lukas en okse. Og ved Johannes en ørn. Ved alle evangelisterne er der et eller andet sted i billedet placeret et lille blækhus. Omkring evangelisterne er skåret ovalt formede rammer eller arkader og typiske renæssance dekorationer. Hovedfelterne er indrammet af hermer, der skiftevis er udskåret som mænd og kvinder. De øverste felter indeholder forskellige renæssancedekorationer, og mellem dem på prædikestolens hjørner kan der være anbragt menneskehoveder.

 

Prædikestolen i Sandager er fra år 1626, og sandsynligvis den yngste. Den er rigt og smukt udskåret, og følger sine forlæg godt.

 

I forbindelse med restaureringen viste beskedne spor, at den oprindelig har været afsluttet nedad med en svungen baldakin.

 

BÆNKENE
Kirken har sikkert fået sine første bænke i 1600-tallet.

De bænke, kirken har i dag, er tildels fra 1958. Stolestaderne er dog ældre, og stammer tilbage fra 1800-tallet. Indtil 1956 var der låger mellem stolestaderne.

 

KIRKEBØSSERNE

Kirken er udstyret med tre små kirkebøsser.

Den ældste hænger til højre for døren ud til våbenhuset. Den er lavet i smedejern, og er muligvis ikke ældre end fra 1700-tallet.

 

De to andre kirkebøsser, der er fremstillet af jern, står løst i våbenhuset, og er sikkert fra omkring år 1900.

 

BELYSNINGEN

Kirken har fra sin opførelse og frem til begyndelsen af 1900-tallet naturligvis kun været oplyst fra vinduerne og af stearinlys.

I 1905 fik kirken tre trearmede petroleumslamper, der blev hængt op i hvælvingerne.

I 1917 blev der lagt elektricitet ind i kirken. I den forbindelse blev petroleumslamperne udskiftet med den lysekrone, der hænger ud for våbenhuset.

 

Ved restaureringen i 1956-58 blev det elektriske system udskiftet med et system, der kører på svagstrøm.

Ved restaureringen fik kirken installeret sine væglamper, som er tegnet af Rolf Graae.



GRAVSTEN I TÅRNRUMMET

På sydvæggen i tårnrummet ses gravstenen over sognepræst Jørgen Bang, der døde i 1676, og hans hustru Ingeborg Jørgensdatter og en søn.

 

Familien ligger sandsynligvis begravet inde i kirkeskibet, hvor stenen tidligere har været sænket ned i gulvet.



RENÆSSANCEALTERTAVLEN
På tårnrummets nordvæg hænger det tidligere alter, der er fra omking år 1600.
Alteret er ligesom prædikestolen i renæssancestil. Det oprindelige maleri i alteret er bortkommet, og da man ved restaureringen af kirken i 1956-58 ikke fandt alterbordspanelet bevaringsværdigt, er dette blevet destrueret.

Efter restaureringen af alteret i 1956-58 har man valgt at male det hvidt for at give det en neutral status i kirken.

 

ORGELET
Orgelet er bygget i 1974 af Bruhn og Søn, og har 8 stemmer.

Selve orgelkassen er bygget i forbindelse med restaureringen i 1956-58, hvor kirken også fik nyt orgel.

Orgelet før dette blev opført efter branden i 1897, og stod på et pulpitur bagerst i kirken over tårndøren.

Kirken fik sit første orgel i 1865.

 

KALKMALERIERNE
Da den romanske stenkirke blev opført omkring år 1200 har den været fyldt med farverige kalkmalerier.

Disse er blevet fjernet i forbindelse med ombygningen i 1400-tallet, hvor kirken fik sine hvælvinger. Ved denne ombygning blev de nuværende kalkmalerier lavet. Disse kalkmalerier blev i 1600-tallet kalket over. Under restaureringen i 1956-58 fandt man kalkmalerierne. Forskellen i de mørke og lyse nuancer angiver hvad der er originalt, og hvad man har gættet sig til. De mørke bemalinger er de originale.

 

KLOKKEN
Efter branden i 1897 er klokken blevet omstøbt hos B. Løw og Søn i København. Den tidligere klokke var fra slutningen af 1700-tallet.

 

 

 

KIRKEN UDVENDIG

 

ROMANSK GRAVSTEN
På sydsiden af tårnet forneden ses en indmuret romansk gravsten fra omkring år 1200.


SPIRET
Det første spir blev opført i 1862 af Det Kgl. Danske Fyr- og Vagervæsen, da det skulle fungere som sømærke.

Efter kirkens brand i 1897 blev et nyt og slankere spir opført.

Få år efter i år 1900 blev Tvingsbjerg Fyr opført på Sandager Baunehøj. Derfor mistede spiret sin betydning som sømærke.

 

Da Tvingsbjerg Fyr i 1920 blev forandret til at være et såkaldt blaugasfyr, ønskede Det Kgl. danske Fyrvæsen ikke længere at bevare kirkens spir, som de havde alle udgifter på.

Da alternativet var, at spiret skulle rives ned, overtog menighedsrådet forpligtelserne på spiret efter en større istandsættelse.

 

I 1985 opdagede man, at spirets træværk var meget medtaget, og derfor blev spiret taget ned, for derefter nærmest at blive genopbygget fra bunden.

 

KIRKEGÅRDEN

 DEN NYE OG DEN GAMLE DEL
Der har altid været kirkegård rundt om kirken. Om stendigerne har været der fra begyndelsen vides ikke, men de er i hvert fald kommet op i løbet af middelalderen.

 

Efter branden i 1897, hvor tårnet, den nærliggende gård, samt præstegården brændte, blev kirkegårdet udvidet mod vest med halvdelen af den grund, hvor gården  havde ligget.

Omkring 1970 blev kirkegården udvidet mod syd. En væsentlig grund til denne udvidelse var, at man i menighedsrådet ønskede, at der skulle være en plads, hvor man kunne begraves anonymt.

I den nye del af kirkegården mod øst finder man en opstilling af særligt bevaringsværdige gravsten.


MINDESTEN
På kirkegården finder man to mindesten.

Den ene er sat af sognet over den canadiske soldat William J. Mulligan, der den 21. juni 1944 styrtede ned med sit bombefly over Årø.

 

Den 28. juni 1944 skyllede hans lig ind på bredden på Sandager Næs.

Selvom det var lokale, der fandt ham, så tog de tyske soldater hans lig, og begravede det uden nogen form for ceremoni i et hjørne af kirkegården.

 

Efter krigen lod man i Sandager Mulligans jordiske rester grave op, lagde ham i en kiste, og begravede ham ordentligt. Herefter samlede man ind til at få sat en sten på hans grav. Stenen blev hentet fra stranden på Sandager Næs.

 

Mod Mulligans families ønsker blev Mulligan dog af amerikanerne flyttet til en fællesgrav i Belgien.

I dag står stenen dog stadig på det sted hans grav lå vest for tårnet, som taknemlighed for, at han og mange andre satte deres liv til for vores frihed.

 

Den anden sten står nord for koret. Denne sten rejstes i 1996 over Aksel Hvidkjær, der i over 40 år fra 1948 til 1988 virkede som degn og kirkesanger ved  Sandager kirke.

Nord for tårnet finder man også tre gamle store flade sten, der er lagt ned i plænen. Disse gravsten har oprindeligt haft deres plads i kirkens gulv. De to af stenene er ikke til at tyde, men er højst sandsynligt gravsten over to af kirkens tidligere præster. Den sidste er sat over sognepræst Hans Jacobsen Hvalsøe, der døde i 1712.

 

KIRKEGÅRDSLÅGEN
Kirkegårdslågen fra 1865 er i smedejern og skænket af lehnsgreven på Wedellsborg.

 
KAPELLET
Omkring 1965 blev kapellet bygget i det sydvestlige hjørne af kirkegården.

Tidligere anvendte man våbenhuset som kapel.

I bygningens ene halvdel er der et offentligt toilet og kontor for graveren.



PRÆSTEGÅRDEN
På det område, hvor præstegården ligger, har den vikingehøvding, der byggede den første trækirke, højst sandsynligt haft sin gård.

 

Hvordan landsbyens gårde og bygninger nøjagtigt har ligget i vikingetiden ved man naturligvis ikke. Men fra omkring år 1000 har byen langsomt taget skikkelse som den aflangt regulerede vejby, man ser i dag.

Hvornår præstegården er blevet præstegård står hen i det uvisse. Men gården har sikkert helt tilbage til den tidlige middelalder tilhørt kongen. De senmiddelalderlige ejerforhold, hvor Odensebispen ejede to gårde i Sandager, samt gården Ore, tyder på, at byen har været krongods i tidlig middelalder.

Det vides ikke, om kirkens præster før reformationen har været bosat i sognet, eller kirken har været betjent fra eksempelvis klosteret i Assens. Men umiddelbart efter reformationen får kirken sin egen præst, og hermed bliver præstegården i hvert fald til præstegård.

 

Kirkens første lutherske præst var Laurits Nielsen, der blev kaldet til Sandager i 1529.

Den tidligste præstegårdsbygning man kender, ses på et maleri fra 1889. Denne firelængede bindingsværksbygning med stråtag blev opført i 1783, og brændte sammen med kirken den 29. april 1897.

Den nuværende præstegård er opført efter branden i 1897.

 

Efter præstegårdens opførelse i 1897 blev en del af vestlængen lejet ud til den lokale skolefrøken. Resten af denne længe var stald til brug ved gudstjenester og kirkelige handlinger. I 1938 tog daværende sognepræst K.E.Løgstrup initiativ til at få gjort denne del af vestlængen til en mødesal, hvor sognet kunne samles til foredragsaftener, begravelseskaffe, fester m.v. Præstegårdssalen blev indviet den 10. februar 1939. Ved indvielsen kunne sognets beboere donere en stol til 3 kr.

 

Efter Thorkild Skjerbæks afsked som præst i 1971 holdt man op med at anvende bygningen som præstegård. Og fra 1973 begyndte man at leje selve hovedbygningen ud, da Sandager-Holevad pastorat i 1973 blev lagt sammen med Barløse sogn, hvis præstegård man da begyndte at anvende.

I 1987 blev præstegården igen bolig for sognepræsten i forbindelse med præsteskifte. I den forbindelse gennemgik præstegårdens stuehus en grundig istandsættelse.

 

I 1995 opsagde menighedsrådene lejemålet med den daværende lejer i vestlængen, og man besluttede at indrette hele længen til mødelokale, arkiv for meningsrådene og lokale for Lokalhistorisk Forening.

I 1998 fik præstegården bygget to værelser og et badeværelse på loftsetagen.

 

PRÆSTER I SANDAGER SOGN 
SIDEN REFORMATIONEN

1529-1561            Laurits Nielsøn

1561-1591            Niels Lauritsen

(Holevad bliver anneks til Sandager i 1571)

1591-1634            Peter Hansen

1634-1635            Poul Nielsen

1635                    Jens Jensen Bistrup

1635-1658           Hans Boesen

1658-1676            Jørgen Bang

1676-1684            Niels Hansen

1684-1712            Hans Jacobsen Hvalsøe

1712-1752            Jacob Hansen Hvalsøe

1752-1781            Peter Rasmussen Wind

1782-1793            Peter Terpager

1793-1829            Niels Holm

1829-1836            Ernst Henrik Clausen

1836-1850            Anders Mathias Barfod

1850-1858            Carsten Mathias Schouw

1858-1866            Andreas Ludvig Løve

1867-1879            Kristian Frederik Bartolin Halvorsen

1879-1904            Johan Georg Madelung

1904-1916            Laurits Nikolaj Vilhelm Tolderlund Hansen

1916-1922            Knud P. Eggert

1922-1931            Emil H. Alsson

1931-1936            Vagn Rasmussen

1936-1943            Knud Ejler Løgstrup

1943-1971            Thorkild Skjerbæk

1971-1972            Ingen præst i embedet

1972-1973            Tage Woetmann Nielsen

(Sandager-Holevad og Barløse sammenlagt i 1973)

1974                      Ingen præst i embedet

1975-1987            Børge Marlo Jensen

1987-1992            Gunhild Marie Hedeboe

1992-1994            Henrik F. E. Kobel

1994-2011            Thomas Hansen Beck

2012-                    Adam Torp

 
     
  Provstikontor: Østergade 18, 1. -  5610 Assens – Telefon +45 24 91 23 77