17-12-2020 kl. 18:35
Maleri på hjemmebesøg i Dreslette Kirke (2020) For ca. 25 – 30 år siden besøgte et ægtepar fra Dreslette Rosenholm Slot på Djursland. Under rundvisningen - ledet af en Komtesse - blev d
For ca. 25 – 30 år siden besøgte et ægtepar fra Dreslette Rosenholm Slot på Djursland. Under rundvisningen - ledet af en Komtesse - blev de spurgt – ”Hvor kommer I fra?”. Da de oplyste, at de kom fra Dreslette, meddelte hun, ”Så skal I se et gammelt maleri, vi har af Dreslette kirke.” Da den lokale husmoderforening 5-10 år senere var på udflugt til Rosenholm, spurgte de, om også de måtte se maleriet af Dreslette Kirke. Det fik de lov til, og de fik også lov til at tage et fotografi af maleriet.
Fotografiet blev fremkaldt, og kirken fik et eksemplar. For ca. 10 år siden besluttede menighedsrådet, at det kunne være spændende at få dette maleri til Dreslette, og Rosenholm blev kontaktet uden held.
I år tog vi igen kontakt til Rosenholm for at finde ud af om der evt. var mulighed for at få maleriet i udlån. Denne gang var der et helt anderledes positivt svar. Vi måtte nu gerne få maleriet i udlån. Billedet blev da hentet ”hjem” til Dreslette.
På maleriet ses i baggrunden Hagenskov Slot. I forgrunden er Niels Ryberg, en fisker, en møller og på vej væk fra de tre personer, vandrer en bonde. Inden for det viste stengærde ses ingen markering af grave. På maleriet ses Helnæs bugten, der i 1700 tallet var tættere på kirken, end den er i dag.
Selv om maleriet er usigneret og udateret, er det store spørgsmål, ved vi, at Etatsråd Niels Ryberg, der i slutningen af 1700 tallet ejede Hagenskov gods, bestilte et maleri af Dreslette kirke, inden han ændrede kirken markant. Det giver et tidsspænd fra 1775, hvor han opførte Hagenskov slot og frem til 1785, hvor han påbegyndte ombygningen af Dreslette kirke. Hvordan maleriet er endt på Rosenholm Slot, ved vi dog ikke. (Tekst: Vibeke Busse Andersen [forkortet])
På billedet ses menighedsrådsformand Vibeke Busse Andersen i Dreslette kirke med maleriet samt en mystisk kvindefigur, der er blevet fundet i kirken (Foto Ole B. Nielsen) |